Hørsholm Idrætspark kan blive base for et af holdene under fodbold-EM i 2020 - hvis der i budgetforhandlinger kan findes over en halv million kroner til projektet. Arkivfoto

Hørsholm Idrætspark kan blive base for et af holdene under fodbold-EM i 2020 - hvis der i budgetforhandlinger kan findes over en halv million kroner til projektet. Arkivfoto

EM i fodbold spiller med i Hørsholm-budget

Hørsholm skal finde over 500.000 kr. i budgettet for at huse et af EM-holdene

Af
Fred Jacobsen

Når EM i fodbold skal spilles i 2020, afvikles det ikke i et enkelt eller to lande, men i 12 europæiske byer - blandt andet København. I anledningen af turneringens 60 års jubilæum har det europæiske fodboldforbund UEFA nemlig valgt at fordele kampene ud over hele Europa.

I den forbindelse er idrætsparken i Hørsholm blevet godkendt som såkaldt Team Basecamp, som på dansk betyder, at et af de deltagende hold kan få base og træningscenter i idrætsparken.

EM i fodbold spilles i 2020 i 12 forskellige europæiske byer, og Hørsholm kan blive base for et af holdene. Illustration: UEFA

EM i fodbold spilles i 2020 i 12 forskellige europæiske byer, og Hørsholm kan blive base for et af holdene. Illustration: UEFA SPORTSFILE

Det koster penge. Mere end en halv million. Samtidig med, at idrætsparken i en længere periode - fra midt i maj til midt i juli - vil være blokere for andre aktiviteter i idrætsparken. Og muligvis længere, hvis det hold, der slår sig ned i Hørsholm under EM, når videre i turneringen.

Sport-, fritid- og kulturudvalget (SFKU) var begejstret for muligheden, da UEFA tidligere på året meddelte, at de kunne godkende idrætsparken. Nu er det en sag, der ikke længere er helt så meget samling omkring.

Bedre end af være 'konge'

"Det er god branding for en halv million kroner. Hellere det end bruge to millioner på en kampagne, der skal gøre det 'konge' at bo i Hørsholm," mener eksempelvis Jakob Nybo fra Liberal Alliance (LA).

"Det vil jeg stemme imod, når vi kommer til budgetforhandlingerne. Vi har ikke råd. Jeg vil ikke bruge over en halv million kroner, der bedre kan bruges på vores ældre," siger den radikale viceborgmester og SFKU-næstformand Henrik Klitgaard.

Det er god branding for en halv million kroner

Hørsholm Kommune kender endnu ikke den endelige regning for, hvad det vil koste at skulle huse et af EM-fodboldholdene. Der foreligger endnu ikke en færdig kontrakt på dansk. Men som det ser ud nu, vil Hørsholm kunne blive EM-træningscenter for omkring 535.000 kroner. Der kan så komme yderligere udgifter til, hvis det gæstende hold kommer videre fra gruppespillet.

Forbedret fodboldbane

Hovedparten af udgifterne går til at udbedring af idrætsparkens fodboldbane. Det alene sluger ifølge beregninger 371.000 kr. Derud over skal der afsættes personale og bruges penge på indendørs faciliteter for sammenlagt 70.000 kroner. Og oven i det kommer for små 100.000 kroner honorarer af forskellig slags.

Vi har ikke råd

Også udvalgsformand Nadja Hageskov (K) er blevet lidt mere forbeholden over for projektet end i starten.

"Stemningen i udvalget var, at man ikke var klar til at stemme det ned. Der kan bestemt være god branding i det, og det kan få Hørsholm på landkortet, men det er dyrt," siger hun til Ugebladet.

Konklusionen i SFKU blev derfor at lade sagen indgå i de igangværende budgetforhandlinger.

Publiceret 04 September 2018 07:00

SENESTE TV