Vallerødskolen rummer Hørsholm Kommunes 10. klasse. Arkivfoto

Vallerødskolen rummer Hørsholm Kommunes 10. klasse. Arkivfoto

Voldtægtssigtet 15-årig skaber uro i Hørsholm-klasse

Forældre i oprør over ny elev i kommunens 10. klasse, og har nu lukket for tilgang af elever fra andre kommuner

Af
Fred Jacobsen

Hørsholm Kommune har efter noget uro i klassen og utryghed i forældrekredsen valgt at lukke ned for tilgangen af elever fra andre kommuner til kommunens 10. klasse, der holder til på Vallerødskolen. Og skulle der komme henvendelser om elever, der ønsker at gå i denne klasse, vil de ikke blive optaget automatisk, men efter en individuel vurdering. Desuden er eleven der er årsag til uroen, taget ud af klassen og får alternativ undervisning.

Det bekræfter centerchef Hanna Bohn Vinkel over for Ugebladet.

Ifølge Ugebladets oplysninger er den 15-årige dreng, der nu ikke længere er i Vallerødskolens 10. klasse, en af de fem sigtede i en omfattende sag om voldtægt af fire 13-15 årige piger i Kokkedal, Nivå og Hørsholm. Sammen med de fire andre sigtede 15-17-årige drenge blev forleden løsladt efter at have siddet varetægtsfængslet siden juni.

Ville trække eleverne

Drengens tilstedeværelse skabte uro bredt i forældrekredsen, som henvendte sig til skolens ledelse og kommunen. Flere forældre var parat til at trække deres børn ud, hvis den pågældende elev skulle fortsætte.

Hanna Bohn Vinkel vil ikke kommentere den konkrete sag, men oplyser, at Folkeskolen generelt har nogle hådtag at trække i, når sådan en situation opstår.

"Er der tale om kraftig mistrivsel, kan en elev modtage for eksempel enkeltmandsundervisning. Er der en situation, der handler om god ro og orden, kan skolen bede eleven om at gå hjem indtil der er fundet et alternativ. Det er dette ro-og-orden-cirkulære, der er kommet i brug her," forklarer Hanna Bohn Vinkel.

Forældrebrev

Konkret skete det ved, at Vallerødskolen 31. august sendte et brev ud til forældrene for at fortælle, at en af klassens elever efter sigende har været involeret "i en hændelse udenfor skolen. Der er gået mange rygter om elevens eventuelle involvering, og der har hersket uklarhed omkring den præcise stilling sagen har i forhold til en pågældende elev," hedder det i brevet. hvor man også kan læse, at Vallerødskolen og kommunen gennem elevens hjemkommune har forsøgt at få klartlagt sagen.

"Det er desværre ikke lykkedes," skriver skolen, der i brevet meddeler, at skolen "af hensynet til både den pågældende elev og til resten af klasse" vil give eleven et alternativt undervisningstilbud. Eleven, en dreng, blev med andre ord blevet taget ud af klassen.

Forældre, Ugebladet har talt med, er tilfredse med, at Hørsholm Kommune har taget hånd om sagen.

Publiceret 11 September 2018 10:22

SENESTE TV