Nødhjælpsorkestret spreder musikglæde hos flygtningebørn

Bandet giver medrivende koncert på Udrejsecenter Sjælsmark

Af
Morten Timm

Smilende og glade børn på Udrejsecenter Sjælsmark fik sig forleden en af de store musikalske oplevelser, da bandet Nødhjælpsorkestret lagde vejen forbi og gav en medrivende livekoncert for centrets beboere.

Med sangerne Bobo Moreno og Al Agami (tidligere flygtning opvokset i Kokkedal) i front blev der sat gang i bygning 6, hvor 70-80 af centrets beboere - og ikke mindst børn og deres mødre - var samlet og fik et par friske fortolkninger af blandt andre Justin Bieber-hittet 'Despacito' og Ed Sheerans 'Shape of you'.

Nødhjælpsorkesteret er skabt af musikerbrødrene Peter og Ole Kibsgaard (sidstnævnte kendt fra TV og af børn for sin musik til Kaj og Andrea tv-udsendelserne).

"Musik kan skabe dialog og bygge bro mellem mennesker på en helt anden måde end ord. For os handler det om at bruge musikken til at få mennesker til at mødes og opleve fællesskab. Uanset hvem de er, hvor de kommer fra, og hvilket sprog de taler, så kan de mødes i musikken, fordi det er et universelt sprog," siger Peter Kibsgaard.

Pusterum og mental pause

Netop en live-koncert giver beboerne et tiltrængt afbræk i hverdagen, hvor de kan være i nuet og bare være mennesker og for stund slippe de frustrationer, de ellers går rundt med.

"Vi mener, børn har brug for at lege og udfolde sig. Præmissen for vores koncerter er, at det gælder om at skabe noget rart og sjovt, og vores koncerter er dynamiske og involverende med både fællessange og legende workshops på repertoiret. Vi har oplevet, at koncerterne giver børnene og de unge et tiltrængt pusterum samt en mental pause fra hverdagen på centret, som gør dem godt," siger Peter Kibsgaard videre.

Og der var tale om et glædeligt genhør med Nødhjælpsorkestret, da de rent faktisk startede deres Danmarksturné på Sjælsmark tidligere på året og siden har være landet rundt og spillet 12 koncerter på forskellige asyl- og hjemrejsecentre.

Nødhjælpsorkestret er støttet af flere fonde.

Publiceret 14 September 2018 10:00

SENESTE TV