Dorte Dahl, 53 år, bliver ny centerchef for Sundhed og Pleje i Hørsholm Kommune. Foto: Hørsholm Kommune

Dorte Dahl er efter Attendo-sagen bagud på point, inden hun 1. december tiltræder som ny centerchef for Sundhed og Pleje i Hørsholm Kommune. Foto: Hørsholm Kommune

Efter Attendo-skandale:

Vi jubler ikke over ny centerchef

Seniorrådet og Ældre Sagen i Hørsholm vil holde ekstra øje med den nye centerchef Dorte Dahl

Af
Morten Timm

Ansættelsen af 53-årige Dorte Dahl som ny centerchef for Sundhed og Omsorg i Hørsholm Kommune falder ikke i god jord hos formand for Seniorrådet i Hørsholm, Finn Rolf Jacobsen. Han er ikke begejsret over situationen.

"Det virker mystisk at ansætte en person, med de sager i bagagen. Vi jubler da ikke, men håber, hun er god. Jeg må også se hende først og vil nærme mig med en vis skepsis og forsigtighed," siger Finn Rolf Jacobsen til Ugebladet.

Seniorrådet, der har en rådgivende funktion overfor Hørsholm Kommune, er ikke blev orienteret i sagen eller omkring ansættelsen.

"Hvis jeg havde siddet i en stol, der kunne bestemme, så havde jeg ikke handlet sådan. Fra Seniorrådet vil vi dog ikke gøre mere ud af sagen nu, men klart være mere opmærksomme og fokusere på at få det bedste muligt ud af det," lyder det videre fra Finn Rolf Jacobsen.

Fyret af Gribskov

Den sygeplejerskeuddannet Dorte Dahl, der tiltræder i Hørsholm 1. december, kommer fra en stilling som regionschef i plejefirmaet Attendo, som er blevet stærkt kritiseret i flere kommuner.

Tidligere på året blev Attendo fyret af Gribskov Kommune efter en række alvorlige sager om sjusk med medicin, brug af ukvalificeret arbejdskraft, påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed og fejlfakturering for pleje af borgere, der var døde og begravet.

Ifølge artikler i lokalavisen Ugeposten i Gribskov, som har afdækket sagen, overfakturerede Attendo på den konto for samlet 13,4 millioner kroner.

Stoler på ansættelsesudvalg

Ældre Sagens 2. næstformand, Kirsten Holmehøj, vil også være mere obs på, hvad der sker under den nye centerchef - og hvor det halter.

"Jeg går ud fra, at alt er undersøgt i denne sag. Ellers ansætter man hende ikke. Jeg vælger at stole på, at ansættelsesudvalget har flair for at ansætte den mest kvalificerede ud af så mange ansøgere. Og der har ovenikøbet været et dyrt konsulentfirma på," siger Kirsten Holmehøj. Hun fortsætter:

"For os er det afgørende, at vores ældre borgere bliver behandlet værdigt, og der har før været svigt, ligesom vi på ingen måde vil godtage besparelser."

Tavs udvalgsformand

Formand for Social- og sundhedsudvalget Thorkild Gruelund ønsker ikke at udtale sig om ansættelse af Dorte Dahl.

"Det har jeg ikke haft noget med at gøre," understreger Thorkild Gruelund, der dog fremadrettet gerne ser, at der er en form for politisk deltagelse i ansættelsen af centerchefer.

"Jeg har fornylig bragt det op på Økonomiudvalget, og ud fra det argument, at hvis en centerchef får lavet et problem, så er det os politikere, der står i skudlinjen," siger Thorkild Gruelund og tilføjer, at han bragte det op før ansættelsen af Dorte Dahl.

Publiceret 21 September 2018 12:16

SENESTE TV