Henrik Rosendahl, administrerende direktør for Rosendahl Design Group i Hørsholm, ser et stort potietiale i opkøbet af Kähler-virksomheden. Pressefoto

Henrik Rosendahl, administrerende direktør for Rosendahl Design Group i Hørsholm, ser et stort potietiale i opkøbet af Kähler-virksomheden. Pressefoto

Blomster sættes i vasen:

Rosendahl køber Kähler

Danmarks største designhus, Rosendahl Design Group i Hørsholm, har overtaget ejerskabet af det klassiske danske keramik-brand

Af
Morten Timm

Det er ikke kun en stor udvidelse af hovedsædet på Slotsmarken i Hørsholm, som Rosendahl Design Group for tiden har travlt med.

De er også på opkøbsjagt og har netop for et trecifret millionbeløb erhvervet sig Kähler Design A/S, som dermed lander i familievirksomhedens portefølje med kendte brands som Kay Bojesen, Bjørn Wiinblad og Holmegaard.

Købet af et populære keramik- og vase-mærke kommer efter et rekordår i 2017 for det lokale designhus.

"Når man som os drives af at genopdage og udvikle dansk design, så gør det os meget stolte, at vi nu kan føje Kähler til familien - og at vi dermed også kan holde det ikoniske brand på danske hænder," udtaler administrerende direktør for Rosendahl Design Group, Henrik Rosendahl, i en pressemeddelselse.

Gør os stærkere

Det er hans vurdering, at Kähler har en historie og et DNA, som passer perfekt i Rosendahls portefølje, og det er deres mål at kunne videreudvikle både de historiske og de nye produkter.

"Overtagelsen af Kähler gør os samlet set stærkere og større, hvilket er en fordel for hele vores hus. Det er nødvendigt at vi konsoliderer os, hvis vi skal blive ved med at få dansk design ud at leve i fremtiden," fastslår Henrik Rosendahl i pressemeddelelsen.

Gennem de sidste 10 år er Kähler blevet synonym for dansk keramikdesign i topklasse, og som har gået sin sejrsgang verden over. De første Kähler-vaser blev fremstillet for over 175 år siden. Der er solgt over 3 millioner vaser af den populære Omaggio-serie. I 2008 blev Kähler overtaget af den århusianske arkitekt Frantz Longhi.

Rosendahl Design Group blev grundlagt som agenturvirksomhed i 1984 af Erik Rosendahl, far til Henrik Rosendahl, der overtog posten som CEO i 2005.

Publiceret 05 October 2018 13:34