Smil og glæde over den nye træningsskøjtehal i Hørsholm ved lørdagens indvielse. Fra venstre Finn Rosenthal, Rungsted Seier Capital, formand for Sport-, fritid- og kulturudvalget Nadja Hageskov (K), Marjo Juntunen Nielsen, formand for Hørsholm Kunstskøjteløber Forening, og Anders Sindal Kjøge, formand for Rungsted Ishockey Klub. Foto: Morten Timm

Smil og glæde over den nye træningsskøjtehal i Hørsholm ved lørdagens indvielse. Fra venstre Finn Rosenthal, Rungsted Seier Capital, formand for Sport-, fritid- og kulturudvalget Nadja Hageskov (K), Marjo Juntunen Nielsen, formand for Hørsholm Kunstskøjteløber Forening, og Anders Sindal Kjøge, formand for Rungsted Ishockey Klub. Foto: Morten Timm

Se video og fotos:

Ny skøjtehal indviet - dobbelt op på istid

Lørdag blev Hørsholms nye træningsskøjtehal indviet, og den 45 millioner dyre hal har afgørende betydning for klubberne

Af
Morten Timm

"Nu er vi glade. Rigtig glade".

Humøret var højt hos både Rungsted Ishockey Klub, Hørsholm Kunstskøjteløber Forening og profferne hos Rungsted Seier Capital, da den længe ønskede og ventede træningsskøjtehal i Hørsholm Idrætspark lørdag blev officielt indviet. Det betyder en fordobling af iskapaciteten - og dobbelt op på istid.

"Det er en dag, vi har ventet på i mange år. Nogle vil endda mene i for mange år. I Hørsholm værner vi om det gode liv, og sørger for at rammerne er til stede, for at fællesskaber kan trives og udvikle sig. Træningsskøjtehallen er til os alle sammen - og vi har sikret, at vi de næste mange år kan have plads til både bredde, elite og offentlig skøjteløb," siger Nadja Hageskov (K), formand for Sport-, fritid- og kulturudvalget, inden hun klipper det røde bånd og først overlader isen til de tre klubber, der giver en kort opvisning, inden den gives fri for offentligheden. Og Hørsholms borgere får i højere grad end tidligere mulighed for at løbe på skøjter (se faktaboks).

Tyvstart og nye tiltag

Men selv om isen til lejligheden er spejlblank, så har klubberne faktisk tyvstartet og allerede for et par uger siden taget den nye ishal i brug.

"Der er børn på isen fra kl. 6.30 om morgenen, og der er ikke et minut, der går tabt her," siger Anders Sindal Kjøge, formand for Rungsted Ishockey Klub, og tilføjer, at det netop er her i de to skøjtehaller, at der er allermest liv i hele Idrætsparken.

Sammen med sin formandskollega i Hørsholm Kunstskøjteløber Foreningen, Marjo Juntunen Nielsen, ser han nu store muligheder for nye tiltag og en fremtidssikring af klubberne.

"Får vi det, vi er blevet lovet - f.eks. omkring sæsonlængden - så har det afgørende betydning for vores eksistens som klub," fastslår Marjo Juntunen Nielsen, men ellers er det fra sæsonstart bare mærkbart med bedre skøjtetider og ingen træningsaflysninger på grund af kampe og arrangementer.

"Vi ser også frem til at realisere helt nye tiltag, herunder voksenløb, sykronskøjteløb, solo- og isdans," oplyser Marjo Juntunen Nielsen, mens de hos RIK allerede har stor tilstrømning deres 'forældrehockey'.

Hun håber ligeledes på, at de kan arrangere såkaldte camps med andre klubber. Det vil være en god indtægtskilde for klubben, men kræver dog, at mindst den ene hal ikke lukkes ned i sommerperioden.

Det har Hørsholm Kommune ikke afgjort endnu, da det afhænger af driftøkonomien, hvor der foreløbig kun er afsat en million kroner ekstra.

Samlet issport

En anden ny ting ved at endelig at være en to-bane-kommune er, at klubberne kan være der samtidig. En fakto som gerne skulle udløse et større og tættere samarbejde.

"Man kan godt sige, at issporten nu er blevet samlet, og det skal vi selvfølgelig udnytte," påpeger Anders Sindahl Kjøge.

Med den nye træningsskøjtehal skrues der som nævnt op for det offentlige skøjteløb, og her ligger det i kortene, at de to klubber går sammen om at genoplive "Isdisco" fredag aften.

Det var tilbage i budgetaftalen 2014, at Hørsholm Kommunalbestyrelse øremærkede 45 millioner kroner til den nye ishal, og dens behov og funktionalitet er grundigt drøftet med klubberne.

Skøjtehallen er bygget af entreprenørfirmaet C.C. Contractor a/s. Såvel tidsplan og den økonomiske ramme er overholdt, oplyser Hørsholm Kommune i en pressemeddelelse.

Fakta

Den nye hal har en isbane på 30 x 60 meter og indeholder fire omklædningsrum.

Hallen er noget køligere end den gamle hal, hvilket er meningen, da det er en træningsskøjtehal uden tilskuerpladser.

Der er direkte adgang mellem de to haller samt elevator, som sikrer, at hallen kan benyttes af handicappede.

Det offentlige skøjteløb udvides:

Mandag-fredag kl. 10-13, desuden fredag kl. 18-22.

Søndag kl. 12-18

Entré: Voksen 40 kr., barn 20 kr., pensionister 20 kr.

Leje af skøjter: 30 kr. pr. par.

Samme rabatkort som i svømmehallen.

Publiceret 08 October 2018 12:10

SENESTE TV