Se video om fiskedød: Dronningedammen skal have hjælp her og nu

Massiv fiskedød frustrerer naboer, der desperat forsøger at hjælpe de døende fisk

Af
Fred Jacobsen

fiskedød I 19 år har Carsten Nøhr Nielsen boet klos op ad Dronningedammen. Synet af fisk, der lå i vandkanten og gispede efter vejret - hvis de da ikke allerede flød døde omkring med bugen i vejret eller halvvejs ædt af mågerne - var mere end han lørdag morgen kunne klare. Det syn gjorde ham desperat.

Menneskelig pumpe

"Jeg hentede en spand, stillede mig ned i vandet og agerede pumpe. Helt irrationelt. Jeg følte bare et behov for at gøre noget. Jeg har aldrig set noget lignende," fortæller Carsten Nøhr Nielsen til Ugebladet.

Endnu en nabo til Hørsholms lidende vandhul kom forbi, og hurtigt fik nogle af dem arrangeret en generator og en pumpe, som nu cirkulerer vand for dog at give det lidt mere ilt og øge sigtbarheden i vandet. Som en slags akut førstehjælp.

Naboer til Dronningedammen har sat pumper op for at tilføre Dronningedammen en smule ilt.

Naboer til Dronningedammen har sat pumper op for at tilføre Dronningedammen en smule ilt. Foto: Carsten Nøhr Nielsen

Det er nemlig både iltmangel og dårlig sigtbarhed i vandet, der er årsag til den voldsomme fiskedød, forklarer Ole Stilling, direktør for by- og ejendomsudvikling.

"Det har været en vandfattig sommer. Dammen har derfor fået tilført mindre vand til en i forvejen lav vandstand. Det øger koncentrationen af næringsstoffer. Bundplanterne, der producerer ilt, dør. Alger nedsætter sigtbarheden, så rovfisk ikke kan se deres bytte. De dør af sult, hvis det ikke er af iltmangel," lyder hans opsummering af årsagen til de mange døde fisk.

Og den er massiv, fiskedøden: Carsten Nøhr Nielsen fortæller om hundredvis af døde og svækkede fisk, der af en eller anden grund søgte hen mod den midlertidigt opsatte vandpumpe. Ole Stilling bekræfter, at dfer er tale om en omfattende fiskedød.

Mågerne tog sig af den del af Dronningedammens døde fisk.

Mågerne tog sig af den del af Dronningedammens døde fisk. Foto: Carsten Nøhr Nielsen

"Mange vil dø, men der vil komme nye fisk til ret hurtigt igen," siger direktøren, der ikke mener, der er et quick fix på den aktuelle situation. Der skal større indgreb til for at forbedre Dronningedammens fremtidige tilstand. Det kan være en opgravning og oprensning af de aflejringer, der ligger på bunden.

Et wake up call

Det er en sag, Miljø- og planlægningsudvalget (MPU) skal se på, forsikrer udvalgsformand Kristin Arendt (K).

"Det er et wake up call for os alle," siger hun til Ugebladet og oplyser, at hun i løbet mandag modtager en redegørelse fra kommunens administration.

"Jeg var ikke klar over, det stod så slemt til. Hvad vi kan gøre, vil vi gøre. Det er jo horribelt, det her," siger Arendt og henviser til, at der er afsat penge på budgettet til at rense søer, men at hun og udvalget nu skal se, hvor pengene til en oprensning skal komme fra.

Hjælp her og nu

Carsten Nøhr Nielsen forventer, at kommunen går ind og giver Dronningedammen akut førstehjælp her og nu.

"Og når jeg ser, at politikere har blandet sig i debatten på mit Facebook-opslag, så forventer jeg også, at der sker noget hurtigt," lyder det fra Hørsholm-borgeren.

Publiceret 15 October 2018 15:54

SENESTE TV