Susanne Rohde, Hørsholm, er død. Hun blev 76 år. Arkivfoto

Susanne Rohde, Hørsholm, er død. Hun blev 76 år. Arkivfoto

Mindeord om en ildsjæl:

Susanne arbejdede hele livet frivilligt for andre

Susanne Rohde, Hørsholm, er død. Hun blev 76 år

Af
Flemming Sundt

formand for Danske Handicaporganisationer Hørsholm

Susanne Rohde gik bort 11. oktober - 76 år - efter en svær kamp med canceren. Hun blev sendt hjem fra hospitalet med besked om, at der ikke var nogen behandlingsmulighed. Det eneste man kunne tilbyde hende var smertelindring.

Det var en svær tid med viden om, at hendes liv var meget kort endnu.

Ved stiftelsen af Danske Handicaporganisationer afdeling Hørsholm blev Susanne valgt som formand. Hun fik hurtigt samlet en bestyrelse omkring sig og satte det organisatoriske arbejde i gang.

Der skulle vælges repræsentanter til Handicapråd og Det lokale Beskæftigelsesråd. Susanne var en vellidt og dygtig formand, men måtte allerede det første år bede om orlov, da hendes mand var alvorligt syg og senere døde.

Hun vendte senere tilbage til arbejdet som kasserer i afdelingen og øsede af sin store erfaring fra handicapområdet. Vi kunne altid stole på Susanne og regne med hendes indsats på mange måder, derfor er det et stort tab for os at miste hende alt for tidligt.

Susanne har hele sit liv arbejdet frivilligt for andre mennesker. I hendes tid som ansat i Søllerød Kommune var hun tillidsmand for sine kolleger. Senere blev hun for Socialdemokratiet valgt ind i Hørsholm Kommunalbestyrelse, hvor hun arbejdede flittigt gennem en årrække.

Hun var vellidt af alle, både ansatte og politikere, ligesom borgerne havde tillid til hende, så hun blev genvalgt.

Det frivillige arbejde fik også Susanne til at melde sig ind i afdelingsbestyrelsen for Ådalsparken, hvor hun virkede lige til sin død. Mange beboere er taknemmelige for hendes indsats og store sociale forståelse.

Susanne efterlader sig tre voksne børn og børnebørn, som vil komme til at savne deres farmor/mormor. Vore tanker går til de efterladte, som nu må finde trøst i alle hendes gode gerninger.

Æret være hendes minde.

Susanne Rohde bisættes fredag 19. oktober kl. 15.00 fra Hørsholm Kirkegårds Kapel.

Publiceret 19 October 2018 13:20

SENESTE TV