Christian og Katrine Uldahl har åbnet bedemandsforretning i Hørsholm, og deres udgangspunkt er at skabe et personligt sidste farvel. Foto: Morten Timm

Christian og Katrine Uldahl har åbnet bedemandsforretning i Hørsholm, og deres udgangspunkt er at skabe et personligt sidste farvel. Foto: Morten Timm

Elsker jobbet som bedemænd:

Søskendepar vender sorgen til livet

Katrine og Christian Uldahl har åbnet bedemandsforretning i Hørsholm og lægger vægt på den personlige bisættelse og begravelse

Af
Morten Timm

For Katrine og Christian Uldahl falder æblet ikke langt fra stammen. De er nu tredje generation af bedemænd i familien, som siden 1975 har drevet bedemandsforretning og er kendt i det meste af Nordsjælland under navnet Uldahl.

Søskendeparret er gået sammen om deres egen forretning, og det blev her i Hørsholm, de i foråret åbnede kontor på Hovedgaden 28. Begge er eksamineret bedemænd og trods deres alder på 33 og 35 år har de allerede oparbejdet en stor erfaring i faget, da de har været med i familieforetagende de sidste 12-15 år.

"Vi er jo vokset op med det her. Rustvognen holdt derhjemme og i kælderen var der tomme kister, som vi skulle sno os forbi, når vi skulle hente noget. Så på mange måder falder det os jo helt naturligt, og vi kan lide det og ikke forestille os noget andet," fortæller Katrine og Christian, der henholdsvis er kontoruddannet og ejendomsmægler.

"Vi synes faktisk, at det er verdens bedste job," fortsætter de og forklarer, at de i arbejdet kommer meget tæt på mennesker og familier i en berørt og sårbar periode, men hvor de kan hjælpe dem i den helt særlige begivenhed, det er at sige et sidste farvel til én, du elsker og holder af.

"Vi føler, at vi gør en forskel for dem, og det er helt utroligt tilfredsstillende. Vi kan ikke gøre det til en god dag, men vi kan være med til at gøre det til en smuk dag," siger de to søskende.

Det personlige farvel

Samtidig er det også et meget alsidigt job med planlægning og koordinering af bisættelsen eller begravelsen, herunder den kreative del med at arrangere blomster etc.

"Der er ikke to bisættelser eller begravelser, der er ens. Og hvad der måske føles rigtigt for den ene, føles ikke nødvendigvis rigtigt for den anden. Derfor er vores udgangspunkt at gøre det personligt i forhold til afdøde og familien. Det lægger vi meget stor på vægt. Ellers er de afgørende elementer for os; tryghed, tillid og tid," oplyser Katrine og Christian Uldahl, der gerne tager ud og møder folk i deres hjem og tager samtalen der.

Katrine og Christian Uldahl er betaget af de smukke omgivelser ved slotssøen og Hørsholm Kirke. Foto: Morten Timm

Katrine og Christian Uldahl er betaget af de smukke omgivelser ved slotssøen og Hørsholm Kirke. Foto: Morten Timm

Netop det personlige falder godt i tråd med, hvad flere og flere mennesker ønsker for det sidste farvel.

"Bisættelser og begravelser befinder sig lige nu i en brydningstid, hvor vi netop ser flere personlige elementer i ceremonien. Vi havde en afdød, der ønskede at der blev serveret et glas rosévin på vej ud af kirken, inden rustvognen kørte. Vi har oplevet en familie, der sendte en brevdue op, fordi det havde været deres kæres store interesse. Og mange laver billedcollager til kisten," fortæller de to lokale bedemænd.

Gør det der giver mening

At bruge det meste af sin arbejdstid sammen med mennesker i dyb sorg er naturligvis ikke noget, der går upåvirket forbi.

"Det er ikke et job, du bare parkerer, når du går hjem. Men vi forsøger at vende det om og bruge det i vores eget liv ved netop at sætte pris på familien og dem vi elsker. At gøre det der giver mening og giver dig glæde. Og ikke udsætte alt, men nyde hver dag - og på på den måde tage ansvar for at få det liv, du gerne vil have," pointerer søskendeparret, inden de runder af:

"Og huske at sige til vores nærmeste, at vi elsker dem..."

Publiceret 24 October 2018 08:00

SENESTE TV