Erik Hylleberg og Preben Carøe overrakte fredag borgmester Morten Slotved 152 underskrifter fra borgere, der ønsker en genåbning af Grønnegade.

Erik Hylleberg og Preben Carøe overrakte fredag borgmester Morten Slotved 152 underskrifter fra borgere, der ønsker en genåbning af Grønnegade.

Inden politisk afgørelse:

Slotved får overrakt Grønnegade-underskrifter

152 borgere har skrevet under på protest, der ønsker at få genåbnet Grønnegade for bilkørsel. Konservative er delt i spørgsmålet

Af
Morten Timm

På kort tid er det lykkedes Preben Carøe og Erik Hylleberg at samle 152 underskrifter fra borgere, der ønsker at Grønnegade genåbnes for biltrafik.

Vejen har været spærret i halvandet år, og på mandag skal Hørsholm Kommunalbestyrelsen afgøre om der igen skal kunne køres i bil ad Grønnegade til Isterødvej tæt ved Q8-tanken eller den skal forblive lukket.

Samlingen af de mange underskrifter afleverede de fredag på borgmesterkontoret til Morten Slotved.

"Vi er meget overrasket over den feedback og opbakning, vi har fået fra folk, da vi var ude at stemme dørklokker i området omkring Bakkehusene og Ringvej," fortæller Preben Carøe og Erik Hylleberg.

Læs også: DEBAT: Til modstanderne af lukning af Grønnegade - længe leve dobbeltmoralen!

Sågar kom en borger cyklende hen til Prebne Carøe med et par underskrifter efter han havde hørt om underskriftindsamlingen, tilføjer Preben Carøe.

Trafik er kæmpe problem

Trafiklukningen af Grønnegade betyder, at borgerne i netop det område af Hørsholm har en længere vej ud til motorvejen - og i morgentrafikken også en tidsmæssig længere vej.

"Trafik er jo et kæmpe issue i Hørsholm. Bare se på Usserød Kongevej. At lukke veje er ikke vejen frem," mener Erik Hylleberg, der med underskriftsindsamling håber at sende en stærk appel til lokalpolitikerne forud mandagens kommunalbestyrelsesmøde.

"Det kan hurtigt tage 10-15 minutter ekstra om morgenen fra Solhuset og komme ud af Hørsholm. Og det samme retur. Det betyder, at ens børn skal være en halv time længere i daginstitution hver dag, hvilket bliver til 18 ekstra institutionsdage på et år," forklarer Erik Hylleberg, der også kan være bange for, at det kan have negativ indflydelse på områdets huspriser.

Ingen uheld i 25 år

Fra starten har argumentet for lukningen af Grønnegade været af trafiksikkerhedsmæssige årsager i forhold til at svinge ud på Isterødvejen.

"Men i de 25 år jeg har boet her, har der altså ikke været et uheld. Det kom først, da der var afspærret og en bil ville vende på Isterødvej. Jeg undrer mig også over, at man har flyttet vejspærringen et stykke op ad Grønnegade ved Overdamsvej. Så er den første begrundelse om trafiksikkerhed røget sig en tur," mener Preben Carøe.

Læs også: DEBAT: Grønnegades trafiksanering - kun én holder sig til fakta

Ved modtagelsen af underskrifterne lagde borgmester Morten Slotved ikke skjul på, at det gør et kæmpe indtryk, at de har lykkedes med at engagere så mange borgere.

Fortsat forhandlinger

Han vurderer, at sagen er godt nok belyst til, at der kan tages en politisk beslutning. Men hvordan sagen ender, vil han ikke gætte på.

"Politisk vil der være forhandlinger helt frem til kommunalbestyrelsesmødet mandag aften, og jeg har en runde med alle partier inden," siger Morten Slotved, herunder sin egen Konservative gruppe, hvor der tilsyneladende ikke er fælles fodslag.

Mens Kristin Arendt, formand for Miljø- og planlægningsudvalget, går ind for en permanent lukning af Grønnegade, er partifællen Charlotte Kirchheiner mere i tvivl.

"Jeg er ikke afklaret. Der er flere perspektiver i sagen," siger Charlotte Kirchheiner til Ugebladet.

Venstre bakker klart op om en genåbning af Grønnegade.

Publiceret 27 October 2018 08:00

SENESTE TV