Nadja M. Hageskov, formand for Sport-, fritid og kulturudvalget. Foto: Morten Timm

Nadja M. Hageskov, formand for Sport-, fritid og kulturudvalget. Foto: Morten Timm

Se fotogalleri:

Børnene tog favntag med eventyrlegepladsen

Efter fem års ventetid har Hørsholms fået en ny stor legeplads at boltre sig på

Af
Morten Timm

Småregn og en strid blæst på en råkold lørdag var ikke just det bedste legepladsvejr, men alligevel var en del børn og deres forældre mødt op til indvielse af Hørsholms nye og omdiskuterede legeplads på Nattergaleengen.

Med sine høje tårne, forbundet af klatregange oppe i luften, en buet bro og en snoet rutsjebane samt små skæve legehuse ledes tankerne naturligt hen på eventyr - og betegnelsen Eventyrlegepladsen virker som et velvalgt navn til den nye udendørsaktivitet, som ikke just er blevet mødt med klapsalver fra hele nabolaget.

Mange gode legetimer

"Vi fejrer i dag, at der er skabt et nyt tilbud til de børnefamilier, der er her nu, og dem vi ønsker at tiltrække i fremtiden. Denne legeplads vil helt sikkert udfordre og stimulere til mange gode legetimer," siger Nadja M. Hageskov (K), formand for Sport-, fritid- og kulturudvalget ved lørdagens indvielse.

"Det har i mange år været et stort ønske, at der kom en offentlig legeplads i vores by. Fem år har den været undervejs. Ikke fordi vi politikere har været længe om at træffe en beslutning, men fordi vi har måtte prioritere i forhold til økonomien," oplyser Nadja Hageskov videre.

Med kagedamer, juice og drageflyvning var der herefter lagt op til leg. Elias på 4 år var glad for at kunne prøve den nye legeplads.

Elias er glad for den nye legeplads i Hørsholm og morer sig med at sætte drage op. Foto: Morten Timm

Elias er glad for den nye legeplads i Hørsholm og morer sig med at sætte drage op. Foto: Morten Timm

"Den er god, og rutsjebanen er rigtig hurtigt," siger han, mens han skal til at sætte drage op med sin mor, Kathrine.

"Hørsholm har da manglet sådan en legeplads, og vi skal da helt sikkert komme her tit, selv om vi bor på Frennevænget," fortæller hun.

Voldtægt på naturen

Men det var ikke alle fremmødte ved festligheden, der var lige begejstret. Per Bjerregaard fra Solsortevej finder legepladsen direkte grim og kalder den en voldtægt på naturen på Nattergaleengen.

"Det har været frustrerende at opleve den manglende borgerinddragelse, hvor vi intet har hørt om vores indsigelser. Oplægget var en naturlegeplads. Det er er det her ikke. Den er meget markant, når man kommer forbi, og det er et fire eller seks meter højt byggeri, der lægger op til at blive brugt af unge, og der bliver masser af knuste flasker," siger Per Bjerregaard og mener ikke, at man fra kommunen har lavet en behovsvurdering forud for projektet.

Det fik dog ikke indflydelse på syv-årige Viggos vurdering af den nye legeplads:

"Den er rigtig god," slår han fast.

Legeplads-projektet har haft et budget 1,1 millioner kroner.

Læs også: DEBAT: Skal vi tillade, at et naturområde omdannes til et BonBonland

Læs også: DEBAT: Hold op med det brok - dejligt med en legeplads centralt i Hørsholm

Læs også: DEBAT: Nattergaleengen skæmmes af uønsket legeplads-byggeri

Publiceret 29 October 2018 12:18

SENESTE TV