Fie aka Jazz Child vil gøre musik til sin nye levevej. Pressefoto

Fie aka Jazz Child vil gøre musik til sin nye levevej. Pressefoto

Stokdøv på det ene øre:

Nu vil Fie aka Jazz Child leve af musikken

En morgen vågnede 45-årige Anne Sophie fra Hørsholm op og skulle finde svar på spørgsmålet: "Hvad vil du gøre, hvis du kun har seks måneder tilbage?". Hun er blandt andet blevet en gave, man giver til et sølvbryllup.

Af
Fred Jacobsen

"Hvis du vil lave noget med lyd og er stokdøv på det ene øre, så kan meget lade sig gøre."

Og det er, hvad Anne Sophie Smith Ingendahl, 45-årig tidligere socialpædagog og snart jazzsanger på fuld tid vil: Lave og leve af lyd. Hun mener, at hendes tilgang kan være til inspiration for andre.

"Følg din indre stemme. Lev i dag, planlæg i morgen. Bevar barnet. Så åbner det kreative univers sig," er nogle af de statements, Fie, som hun kalder sig, kommer med under vores snak om den forvandling, hun trods svære odds imod sig er i gang med og som skal føre til en ny tilværelse som professionel jazzmusiker. Som Fie aka Jazz Child, navnet, hun markedsfører sig med.

Fie bor i Hørsholm med sine to drenge og fulgte præcist sin indre stemme, da hun, som hun fortæller, en morgen vågnede og spurgte sig selv: "Hvad ville du gøre, hvis du kun havde seks måneder tilbage? Er du på det rigtige tog?"

Lev i dag, planlæg i morgen

"Og ved du hvad? Jeg har ligget på hospital med en kvinde, der havde metastaser over det hele og tre børn. Hun er der ikke mere. Jeg er her," tilføjer hun som en understregning af, at det ikke nødvendigvis er de materielle ting i tilværelsen, der betyder noget.

Hørenerven fjernet

Toget, hun var på, kørte ikke i den helt rigtige retning. I 2008, to år efter Benjamin, den ældste, kom til verden, fik Fie konstateret en svulst på hørenerven. En operation gjorde, at hun intet kan høre på det angrebne øre. Hørenerven blev fjernet. Det betød farvel til det lydmiljø, hun tidligere havde været en del af.

Her i hjemmet opstår Anne Sophie Smith Ingendahls egne sange. Foto: Fred Jacobsen

Her i hjemmet opstår Anne Sophie Smith Ingendahls egne sange. Foto: Fred Jacobsen

For den morgen, hun vågnede og spurgte sig selv, om hun var på det rigtige tog, førte hende i virkeligheden tilbage til den musik, hun havde arbejdet med i begyndelsen af og frem til midten af 0'erne, hvor hun skrev musik og digte og producerede musik for andre i et lydstudie i København. Blandt andet for et nu kendt navn som Wafande.

På grund af det stokdøve højre øre lod hun den verden være for syv år siden, blev mor igen og begyndte at arbejde som pædagog. Også det måtte hun droppe på grund af den nedsatte hørelse.

"Det nytter jo ikke at sidde med nogle børn, der vil sige noget til dig her og nu og så bede dem at gå over til det andet øre," forklarer Fie, der også har svært ved at høre, hvad der bliver sagt, når hun er sammen med andre mennesker, for eksempel til et middagsselskab.

Hun forlod jobbet og var uden arbejde i nogle år. Det var situationen, hun var i, da hun den benævnte morgen vågnede op til det eksistentielle spørgsmål om, hvor toget nu skulle køre hen.

Det skulle køre mod musikken. Ikke nødvendigvis tilbage, men fremad. Og det i en grad, der gør, at hun her hen over efteråret har så mange engagementer, at det tegner til, at musikken og Jazz Child kan blive hendes levevej.

Det afgørende skub kom, da hun en dag surfede på nettet for at komme i gang med noget - og fandt et jazzkursus i Frankrig.

"Jeg var sulten. Det viste sig at være et kursus med topprofessionelle jazzmusikere. Vildt inspirerende," husker hun tilbage.

Gave til sølvbryllup

Hjemme igen hankede hun op i produceren, hun tidligere har arbejdet sammen med. De indspillede nogle af Fies egne sange og fik lavet nogle jazzstandarder - og så begyndte toget at køre i den retning hun forestillede sig.

Fie Jazz Child har nu en pænt booket kalender med tre-fire jobs om måneden. Som lounge-koncerter i akvariet i Tivoli for Tivolis Erhvervsklub, jobs, hvor hun er alene med en pianist, private arrangementer, et job på hotel Absalon i forbindelse med sommerens Copenhagen Jazzfestival og seneste Jazz and Dinner-optrædender på Radisson Collection Hotel Royal, hvor hun sammen med pianisten Phong Le og bassisten Frederik Damsgaard optræder som trio. Det hænder såmænd også, at hun bliver givet som 'gave', for eksempel til et sølvbryllup.

Det handler om at give. Ikke nødvendigvis at være i centrum

Og det er ikke hvem som helst i branchen, hun entrerer med: Phong Le spiller med Søs Fenger og Ida Nielsen (der var bassist hos den afdøde funk-konge Prince), trommeslager Simon Vilmar Jensen spiller med navne som Wafande og Patrick Dorgan og hun spiller sammen med den lokale bassist Lise Lotte Elmelund.

Et støttende folkefærd

Det er dog heller ikke helt så lige til at være udøvende musiker i et band, når der kun er et øre til rådighed.

"Jeg tager til tider skoene af, så jeg kan fornemme grundrytmerne. Og så stiller jeg mig så tæt på musikerne som muligt. Og så er der jo fagter og anden kommunikation. Musikere er et meget støttende folkefærd," fortæller hun. Der skal dog muligvis også andre og i bogstaveligste forstand mere indgribende midler til, så musikoplevelsen bliver endnu bedre.

Det hedder BAHA og betyder Bone Anchored Hearing Aid. Groft sagt en slags magnet, der bliver opereret ind i knoglen bag det døve øre, hvor Fie så kan sætte et apparat ude på, som er i stand til at transportere lyd til det gode øre.

Fie aka Jazz Child er nu klart kommet på det rigtige tog og nyder, når hun med sin musik kan få folk til at give sig hen.

"Det handler om at give. Ikke nødvendigvis at være i centrum. Og det er da fantastisk, når folk kommer til én og siger: 'Det der, det rørte mig'," lyder det fra Fie Jazz Child.

Publiceret 30 October 2018 21:30

SENESTE TV