Budgetforligets fire partier står bag ønsket om et nyt, mindre og mere effektivt rådhus i bymidten. Foto: Fred Jacobsen

Budgetforligets fire partier står bag ønsket om et nyt, mindre og mere effektivt rådhus i bymidten. Foto: Fred Jacobsen

Derfor skal Hørsholm have nyt rådhus:

Det regner ind på direktørens kontor og der er skimmelsvamp i kælderen

Tre forhold skal være i orden før Hørsholm får et nyt rådhus i bymidten: Økonomi, trafik og en tilladelse fra en minister

Af
Fred Jacobsen

Tre forhold skal være i orden for at Hørsholm kan få et nyt rådhus i bymidten: Salget af det nuværende skal give så mange penge, at det kan betale et nyt. Der skal styr på trafik- og parkeringsforhold, når 250 medarbejdere får arbejdsplads midt i byen. Og så er der lige en minister, der skal give kommunen ekstraordinært lov til at bygge rådhuset, hvor flertallet gerne vil have det.

Ellers er der - med mindre nuancer - enighed blandt byrådets fire partier bag budgetforliget, Konservative, Venstre, Socialdemokratiet og Radikale, om, at det er en god idé at bygge et nyt og meget mindre rådhus enten ved Trommen eller på politistationsgrunden på Hørsholm Allé.

Firenighed

Det var da også repræsentanter for de fire partier, der på borgermødet torsdag i Trommen argumenterede for et nyt domicil, der, hvis alt går efter planen, kan stå nøglefærdigt i 2023.

Det gjorde kommunaldirektør Pernille Salamon også:

"Det regnede forleden ind på mit kontor, og der er skimmelsvamp i kælderen," oplyste hun for at forklare de 60-70 fremmødte, at det nuværende rådhus på Ådalsparkvej - den tidligere Kokkedal Skole - er dyr i drift og vedligeholdelse. Rådhuset er på 11.000 kvadratmeter, der er brug for 5.000 til et nyt, som kan drives for 3,5 millioner kr. mindre om året end det nuværende.

Rådhuset i Hørsholm er for stort og for dyrt i drift, mener flertallet i byrådet. Arkivfoto

Rådhuset i Hørsholm er for stort og for dyrt i drift, mener flertallet i byrådet. Arkivfoto

Håb: Minister med ja-hat

Projektet er dog helt afhængigt af at erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) har ja-hatten på, når han mødes med partifællen, borgmester Morten Slotved, senere på måneden. For han skal give Hørsholm dispensation fra reglen om stationsnærhed i 'Landsplandirektivet for hovedstadsområdets planlægning' (Fingerplanen). Direktivet siger, at der ikke må bygges kontorbygninger på over 1.500 etagemeter, når de ligger mere end 1,2 km fra en togstation.

Både Kokkedal og Rungsted Kyst Station ligger mere end to km fra bymidten. Erhvervsministeren skal derfor dispensere fra Fingerplanen, før Hørsholm kan gå videre med sin plan.

"Vi håber, han har gode nyheder med til os," lød det fra Ole Stilling, direktør for ejendoms- og byudvikling. Han er optimist, fordi der er gode og hyppige forbindelser fra bymidten qua buslinjerne 500 S og 150 S.

Kan blive en win-win

Venstres Kristian N. Jensen støtter projektet under forudsætning af, at økonomien holder, at der bliver en god trafikafvikling og der kommer tilstrækkeligt med parkeringspladser over eller under jorden. Den nuværende rådhusgrund kan blive til boliger med plads med liberale erhverv - og så foretrækker Venstre, at idrætshallen på grunden bevares.

Niels Lundshøj (S) forventer, at et nyt rådhus giver mere liv i bymidten og tilsvarende afsmitning til de lokale forretninger. Og at de sparede driftsudgifter giver økonomi til flere daginstitutioner.

"På den måde bliver det win-win," sagde Lundshøj.

Radikale Henrik Klitgaard ser "røde lamper" i trafik og parkering og mente, at et nyt rådhus grundlæggende handler om at gøre byen bedre.

De fleste spørgsmål fra deltagerne handlede om trafik og hvordan det vil belaste bymidten med så mange nye arbejdspladser.

Borgmester Morten Slotved understregede, at de to mulige placeringer - ved Trommen og politistationen - skal belyses yderligere og at det vil ske i en åben proces med borgerinvolvering.

Publiceret 04 November 2018 08:00

SENESTE TV