Det er området mellem det tidligere plejehjem Hannebjerg og Hørsholm Lille Skole, at der i efterårsferien blev fældet flere træer og fjernet buske og beplantning. Foto: Morten Timm

Det er området mellem det tidligere plejehjem Hannebjerg og Hørsholm Lille Skole, at der i efterårsferien blev fældet flere træer og fjernet buske og beplantning. Foto: Morten Timm

Politikere rystet over kommunens træfældning ved Hannebjerg

Thorkild Gruelund (K) og Glen Madsen (K) langer ud efter direktør og borgmester

Af
Morten Timm

Det er faldet flere byrådsmedlemmer for brystet, at Hørsholm Kommune i efterårsferien ryddede et større område ved Hannebjerg for buske og træer.

Et areal som er et centralt punkt i den kommende retssag, som Hørsholm Lille Skole har anlagt mod Hørsholm Kommune i forhold til hævd på brugsretten af det rekreative område, som også kendes under navnet "Skoven".

Det fik Hørsholm Lille Skoles formand Søren Andersen til at sige, at kommunen havde fjernet beviser forud for retssagen, der indledes til februar.

Selv om Thorkild Gruelund (K) smiler her, så er han chokeret over, hvor hårdt kommunen er gået til den med motorsav på området ved Hannebjerg. Arkivfoto

Selv om Thorkild Gruelund (K) smiler her, så er han chokeret over, hvor hårdt kommunen er gået til den med motorsav på området ved Hannebjerg. Arkivfoto

Konservative Thorkild Gruelund er et af de medlemmer i Hørsholm Kommunalbestyrelse, som er faret i flint over sagens udvikling.

"Jeg er mildest talt chokeret. Jeg sætter en ære i, at vi i Hørsholm Kommune opfører os ordentlige. Nu bliver vi klandret for at fjerne beviser. For urent trav. Det er jeg ked af. Jeg mener godt, at der kunne have været lidt politisk tæft end at gøre det her," siger Thorkild Gruelund til Ugebladet.

Forkert orientering

Han er med på, at rådne og syge træer skal fjernes.

"Men hvorfor komme som tyv om natten og gøre det. Sådan noget skal vi ikke gå og putte med. Det betyder kun, at vi får unødvendige sager og diskussioner. Det koster penge og tager tid. Og det er smadder ærgerligt," lyder Gruelunds kritik videre og som i første omgang er rettet mod direktør Ole Stilling i kommunens ledelse.

Overfor Ugebladet har Ole Stilling udtalt, at der kun var fældet såkaldte risikotræer, mens han i en tidligere mail til medlemmerne af kommunalbestyrelsen skrev, at der slet ikke var fældet træer.

"Lad os kalde det en romantisering af forholdene," er kommentaren fra Thorkild Gruelund.

Ole Stilling, direktør i Hørsholm Kommune, er kommet under beskydning i sagen om fældning af træer ved Hannebjerg. Pressefoto

Ole Stilling, direktør i Hørsholm Kommune, er kommet under beskydning i sagen om fældning af træer ved Hannebjerg. Pressefoto

Ole Stilling erkender nu, at der i den første orientering til kommunalbestyrelsen blev givet fejlagtig information om træfældning.

"Det var i første omgang heller ikke planen, at der skulle fældes træer, men fagfolkene på stedet, vurderede de, at der var brug for at fælde flere træer. Det var jeg så ikke opmærksom på, da jeg sendte den første mail ud," siger Ole Stilling.

Beslutningen om vedligehold af området blev taget i april, da det lå fast, at Hørsholm Kommunes plan om at sælge grunden ikke kunne gennemføres som planlagt efter Lille Skolens sagsanlæg.

"Da vi dermed skal have grunden i længere tid end forventet, tog jeg beslutningen om vedligehold og satte det i gang," oplyser Ole Stilling, der ikke ønsker at kommentere Gruelunds kritik nærmere.

"Jeg har vendt situationen med Thorkild på et mundtlig orienteringsmøde, som hele kommunalbestyrelsen fik mandag i sidste uge".

Flere spørgsmål

Dansk Folkeparti Glen Madsen er en anden politiker, der ikke er tilfreds med forløbet, og som mener, at det er tvivlsomme oplysninger, de har fået.

Glen Madsen (DF) er ikke færdig med at stille spørgsmål i sagen. Arkivfoto

Glen Madsen (DF) er ikke færdig med at stille spørgsmål i sagen. Arkivfoto

I et debatindlæg langer han kraftigt ud efter borgmester Morten Slotved, som han mener har ansvaret for, at der er fjernet beviser fra området.

"Min tillid til kommunens ledelsen ligger på et meget lille sted i denne sag, og jeg vil stille endnu flere spørgsmål for at få opklaret, hvad der er foregået," siger Glen Madsen.

Læs også: DEBAT: Slotved, du skader helt bevidst en af Hørsholms mindste skoler

Borgmester Morten Slotved afviser at have kendt til, hvad og hvor meget vedligehold der blev sat i gang.

"Glen Madsen ved godt, at det ikke er mig, der har beordret det. Og han skyder totalt forbi målet med sin kritik," siger Morten Slotved, der kalder det et mærkeligt indlæg efter den grundige orientering, som hele kommunalbestyrelsen har fået.

Publiceret 06 November 2018 08:30

SENESTE TV