Kristin Arendt (K), formand for Miljø- og planlægningsudvalget, har kæreste boende i det område, der er omfattet af Grønnegade-lukning. Foto: Morten Timm

Kristin Arendt (K), formand for Miljø- og planlægningsudvalget, har ikke timer nok til at passe nyt arbejde og politik. Derfor tager hun orlov fra politik.Foto: Morten Timm

Udvalgsformand tager orlov fra politik - fik nyt arbejde

Kristin Arendt (K), formand for Miljø- og planlægningsudvalget tager orlov fra byrådet frem til foråret

En af Hørsholm Kommunalbestyrelsens centrale politikere, formand for Miljø- og planlægningsudvalget, Kristin Arendt (K), kan ikke få arbejde og politik til at hænge sammen.

Hun meddeler derfor i en pressemeddelelse, at hun søger om orlov fra politik frem til 1. marts.

Kristin Arendt har fået nyt arbejde som ledelseskonsulent i Region Hovedstaden og skal i den forbindelse påtage sig mere arbejde i forbindelse med opgradering af sundhedsplatformen, fortæller hun i den pressemeddelelse, hun sendte ud sent mandag aften.

”Jeg kan se, at omfanget af arbejdet i Region Hovedstaden i kombination med mit arbejde i kommunalbestyrelsen vil overstige tilgængelige timer i døgnet. Derfor vurderer jeg, at det er nødvendigt at tage orlov, således at jeg kan varetage mit arbejde i det omfang der er behov for det. Jeg ser frem til i foråret 2019, at genoptage mit arbejde i kommunalbestyrelsen,” siger hun i pressemeddelelsen.

Kristin Arendt blev i begyndelsen af måneden ansat som ledelseskonsulent hos Region Hovedstaden.

Kristin Arendt blev ved seneste kommunalvalg genvalgt til kommunalbestyrelsen og overtog posten som formand for Miljø- og planlægningsudvalget efter Peter Antonsen fra Borgerlisten.

Byrådets 'fraværsdronning'

Kristin Arendt satte sig i valgkampen i spidsen for større borgerinddragelse og en omfattende gennemgang af nye og manglende lokalplaner i Hørsholm. Et større arbejde, der trækker på administrative og politiske ressourcer.

Op til kommunalvalget undersøgte Ugebladet politikernes fravær. Kristin Arendt var den i selve kommunalbestyrelsen, der i den foregående periode toppede listen over fravær med 20 procent af alle møder. Dengang forklarede hun det med, at hun var i gang med en it-diplomuddannelse, som hun droppede for at få mere tid til politik.

Kristin Arendt er 41 år, mor til fire med kæreste, uddannet it-ingeniør og indehaver af egen it-virksomhed, IT-Mindset.

Publiceret 06 November 2018 07:45

SENESTE TV