Lotte Ostenfeld er fra 1. december ny skoleleder på Rungsted Private Realskole. Pressefoto

Lotte Ostenfeld er fra 1. december ny skoleleder på Rungsted Private Realskole. Pressefoto

Brat afslutning for skoleleder:

Efterfølger mødes med høje krav

Tidligere skoleleder på Rungsted privat Realskole stoppede med kort varsel. Nu er det Lotte Ostenfelds opgave som ny leder at videreudvikle den lokale privatskole

Af
Morten Timm

Rungsted private Realskole (RpR) får 1. december ny skoleleder. Det bliver 48-årige Lotte Ostenfeld, der kom til skolen i 2013, hvor hun har været både afdelingsleder og viceskoleleder.

Hun overtager posten efter Rene Leiholm, 43 år, der stod i spidsen for privatskolen som leder gennem fem år, men fratrådte med kort varsel i sommer efter en gensidig aftale med skolebestyrelsen. Rene Leiholm stoppede efter 20 års ansættelse på Rungsted private Realskole. Før ham var Allan Henriques skoleleder gennem 15 år.

Hverken skolens bestyrelsesformand Peter Steenstrup eller Rene Leiholm ønsker at kommentere det afbrudte samarbejde på grund af en fortrolighedsklausul.

Har ikke bare fået jobbet

I en pressemeddelelse fra RpR oplyses, at det var efter en lang proces - og med hjælp fra rekrutteringsbureauet Genitor - at valget fra et enigt ansættelsesudvalg faldt på Lotte Ostenfeld, der fra skoleårets start og frem til nu har været konstitueret skoleleder. Et valg som bestyrelsen på RpR nu har godkendt.

"Lotte har ikke 'bare' fået stillingen. Den har hun 'bestået' sig til. Hun er blevet testet og interviewet benhårdt på mange parametre, ligesom de øvrige kandidater til stillingen, og her har hun vist sig at være den klart bedst kvalificerede," siger RpR-bestyrelsesformand Peter Steenstrup i pressemeddelelsen.

Vi har stillet store krav til os selv i denne her proces, og vi kommer til at stille nye krav til Lotte

"Det er en vanvittig svær opgave at finde en ny skoleleder til RpR. Vi har stillet store krav til os selv i denne her proces, og vi kommer til at stille nye krav til Lotte som den nye skoleleder. Rungsted private Realskole skal videreudvikles med respekt for de eksisterende værdier, så vi fortsat kan levere flotte faglige resultater, børn i trivsel og stor søgning," oplyser han videre.

Det er bestyrelsesformandens opfattelse, at Lotte Ostenfeld som viceskoleleder har udviklet sig til at kunne varetage toplederstillingen på en skole, hvor der stilles store krav til både ledelse, pædagogik og samspillet imellem de mange interessegrupper.

Skolen skal videreudvikles

Selv ser Lotte Ostenfeld med lige dele ambition og ydmyghed frem til at stå i spidsen for den private skole i Rungsted.

"Jeg glæder mig enormt til de nye udfordringer som skoleleder på RpR. Jeg kender skolen og dens DNA - og det vil jeg sammen med skolens dygtige medarbejderstab videreudvikle, så vi også om ti år har en skole, hvor børn trives og er glade for at lære, udforske og udfordre sig selv på mange fronter," siger Lotte Ostenfeld, der de sidste par år har uddannet sig inden for ledelse af uddannelsesinstitutioner.

Privat er hun gift med Lars Ostenfeld og sammen har de tre børn: Agathe på 21 år, Albert på 18 og Arthur på 13 år.

Hun er en ivrig dyrker af fysisk træning og er glad for vandreture samt skiferier med familie og venner.

Stolt forgænger

Hendes forgænger Rene Leiholm er glad for og stolt af sine i alt 20 år på RpR - og de seneste fem år som skoleleder.

Efter 20 år på Rungsted private Realskole - og de seneste fem år som skoleleder - stoppede Rene Leiholm i sommer pludselig sit virke på privatskolen. Arkivfoto

Efter 20 år på Rungsted private Realskole - og de seneste fem år som skoleleder - stoppede Rene Leiholm i sommer pludselig sit virke på privatskolen. Arkivfoto

"Det har været en fantastisk tid på skolen, og jeg synes, at vi har skabt mange gode resultater. I mine mange år på skolen har der kun været to lærere, der har ønsket andet job og søgt væk," oplyser han og ønsker det bedste for Rungsted private Realskole.

Publiceret 15 November 2018 08:00

SENESTE TV