3,3 millioner børn, gravide og ammende mødre er akut underernærede i Yemen. Foto: Internationale Røde Kors

3,3 millioner børn, gravide og ammende mødre er akut underernærede i Yemen. Foto: Internationale Røde Kors

Røde Kors Hørsholm sender 100.000 kroner til Yemens børn

Det betyder mad til 40 børn i fem måneder, oplyser lokalafdelingen

Røde Kors Hørsholm Lokalafdeling har sendt en donation på 100.000 kroner til Røde Kors indsat i Yemen, som betyder mad til 40 sultende børn i fem måneder.

To års krig har knust Yemen, som i en længere årrække har været plaget af fattigdom. Samfundsstrukturen er brudt sammen som følge af intense kampe, hospitaler er jævnet med jorden, og sundhedssystemet er kollapset.

Områder er blevet afskåret fra forsyninger af fødevarer, og vandniveauet er kritisk lavt. Det har ført til en alvorlig sultkatastrofe med 3,3 millioner børn, gravide og ammende mødre akut underernærede.

Hjerteskærende

"Jeg så en dokumentar på CNN i en sen aftentime om den forfærdelige situation med skrækkelige tv-billeder af sultende børn, der nærmest kunne beskrives som levende lig - det var hjerteskærende," siger bestyrelsesmedlem Jerry Ritz i en pressemeddelelse fra den lokale Røde Kors-afdeling.

"Jeg kontaktede næste dag vores landskontor for at høre, hvordan vi kunne hjælpe, og hvad en økonomisk donation på 100.000 kroner kunne gøre for befolkningen. Svaret var mad for 40 børn i fem måneder, noget helt konkret alle kan forholde sig til. Jeg foreslog bestyrelsen, at vi slog til med en sådan donation til de sultende børn i Yemen, alle var med på ideen og to dage efter var pengene sendt af sted," fortsætter han.

Yemen har det største udbrud af kolera, og halvdelen af befolkningen står over for hungersnød. Ifølge FN ved 8,4 millioner mennesker ikke, hvor deres næste måltid skal komme fra. Over halvdelen af landets befolkning mangler adgang til rent drikkevand og sikre sanitetsforhold. Samtidig spreder koleraepidemien sig som en steppebrand.

Overskud skal gøre gavn

"Det er vigtigt, at vi kan reagere hurtigt, når der er humanitære kriser som den i Yemen. Det overskud, vi genererer i vores succesrige genbrugsaktivitet i Hørsholm, skal ud og gøre gavn de steder, hvor behovet for hjælp er allerstørst," udtaler formand for Røde Kors Hørsholm Jørgen Jørgensen i pressemeddelelsen.

Røde Kors opfordrer til at man støtter med hjælp til Yemen.

jesl

Publiceret 30 November 2018 09:00