I dette hus på Møllevej i Nivå har Børnehuset Smølferne holdt til side 2016. Arkivfoto: Morten Timm

I dette hus på Møllevej i Nivå har Børnehuset Smølferne holdt til side 2016. Arkivfoto: Morten Timm

Ny privat daginstitution på vej i Ådalsparken

Børnehuset Smølferne vil mere end fordoble børnetallet, når de flytter fra Nivå til Hørsholm

Af
Morten Timm

Efter bare to år som privat daginstitution i Fredensborg Kommune har Børnehuset Smølferne i Nivå nu akut pladsmangel.

For at få plads til endnu flere børn ejeren Ziad El-Abdallah ansøgt Hørsholm Kommune om at åbne Børnehuset Smølferne i Ådalsparken, i lokaler der tidligere har huset en kommunal institution.

"Vi er blevet for mange børn til at kunne være her på Møllevej. Samtidig vil vi også gerne have en lokalitet tættere på, hvor børnene bor, så det er nemmere at komme hertil. Og Ådalsparken ligger klos op ad Kokkedal, hvor mange af vores børn bor," oplyser 32-årige Ziad El-Abdallah, der har fem års erfaring indenfor daginstitutionsområdet og sideløbende har taget en pædagoguddannelse og til januar påbegynder en ledelsesuddannelse.

Dobbelt op

I Fredensborg Kommune er Børnehuset Smølferne godkendt til 12 vuggestuebørn og 17 børnehavehavn, 29 børn i alt, men i den nye institution i Hørsholm er ønsket at blive godkendt til 26 vuggestuebørn og 41 børnehavebørn, 67 børn i alt. Det er mere end en fordobling.

Da Ziad El-Abdallah - sammen med to andre - åbnede Børnehuset Smølferne i Nivå var det med håbet om, at institutionen vil blive en god blanding af tosprogede og danske børn og være medvirkende til at skabe en bedre integration.

I dag tæller den børn af otte forskellige nationaliteter, herunder dansk, oplyser han.

Ny politisk vurdering

Ansøgningen fra Børnehuset Smølferne blev ikke godkendt ved den første politiske behandling i Børne- og skoleudvalget i oktober. Her var personalefordelingen mellem pædagoger og ikkepædagoger ikke på højde med Hørsholm Kommunes niveau, ligesom der regnskabsmæssigt ikke var tilstrækkelig adskillelse mellem den udbetalende og kontrollerende funktion.

Endelig blev der rejst krav om, at institutionen skal stille med en tre måneders driftsgaranti. Det er forhold, der nu skulle være bragt på plads, og på Børne- og skoleudvalgets møde 13. december behandles Børnehuset Smølfernes ansøgning igen.

Niels Lundshøj (S), formand for Børne- og skoleudvalget, hilser den nye daginstitution velkommen og med et udgangspunkt i den gode integration via blandede børn, både kulturelt og sprogligt, men han er også skeptisk over for en privat daginstitution med primært tosprogede børn netop i Ådalsparken, hvor andelen af tosprogede er højere end andre steder i kommunen.

"Jeg håber bestemt, at der bliver en god balance," lyder det fra Niels Lundshøj.

Venstres Annette Wiencken havde gerne set, at institutionen var åbnet i Rungsted, hvor der er mangel på pladser, men derudover er hun også opmærksom på integrationen og mener ligeledes, at der skal holdes øje med sammensætningen af børn, så det ikke kun er tosprogede børn.

Nej fra DF

Efter behandlingen i Børne- og skoleudvalget skal ansøgningen godkendes endeligt i Hørsholm Kommunalbestyrelse i januar.

Her er der ikke udsigt til, at DFs Glen Madsen stemmer for. I hvert fald at dømme ud fra hans seneste debatindlæg, hvor han skriver: "Dansk Folkeparti stemmer selvfølgelig ikke for, at en sådan børnehave skal ligge i den nordlige del af Hørsholm og under ingen omstændigheder i Ådalsparken".

Falder alt i hak planlægger Børnehuset Smølferne at kunne åbne i Hørsholm 1. februar.

Publiceret 11 December 2018 06:30