Jonna Käszner bliver helst hjemme nytårsaften. Hun er bekymret for, at en raket skal ryge ned i hendes stråtag. Foto: Fred Jacobsen

Jonna Käszner bliver helst hjemme nytårsaften. Hun er bekymret for, at en raket skal ryge ned i hendes stråtag. Foto: Fred Jacobsen

Stråtag og fyrværkeri:

Jonna og naboerne holder sig hjemme nytårsaften

Bekymringen for at fyrværkeri skal lande på taget har holdt ægteparret Käszner hjemme i adskillige år

Af
Fred Jacobsen

Mens Hørsholm, Danmark og resten af verden om en lille uges tid sender farverige og bragende raketter i vejret for at tage afsked med 2018 og byde 2019 velkommen, går andre rundt og er en anelse bekymrede.

For hvad nu, hvis raketten, det ulovlige nødblus eller andet fyrværkeri lander lige netop på deres tag - og det er af strå?

Jonna Käszner er en af dem. Hun bor med sin mand Otto Georg Käszner i Poul Henningsens tidligere hjem på Svenstrupvej - en idyllisk ejendom fra det 18. århundrede med et ældre, efterhånden mosgrønt stråtag.

Vandslangen er klar

"Vi har altid en vandslange klar og har de sidste rigtig mange år ikke turdet holde nytår andre steder end herhjemme," fortæller Jonna Käszner til Ugebladet.

Og at bekymringen ikke er ren teori, vidner nogle oplevelser om.

Nødblus på græsplænen

"Vi har haft et nødblus, der landede på græsplænen og brændte i lang tid, og vi har haft raketter, der er landet på vores tag. Heldigvis uden at gøre skade. Vi håber altid, at tagets overflade er fugtig nok. Det er et godt tag, selv om det er gammelt, og lige under overfladen er det tørt. Så vi håber bare, at en raket ikke borer sig ned i det," forklarer Jonna Käszner.

Vi må nok igen tage en runde og holde øje

Så også denne gang, når vi andre om en lille uges tid skyder os ind på det nye år, vil Jonna Käszner ikke bevæge sig væk fra ejendommen.

"Vi må nok igen tage en runde og holde øje," siger Jonna med henvisning til, at der andre huse med stråtag i nabolaget.

Hun fortæller historien, fordi hun gerne vil gøre sine medborgere opmærksom på, at de skal være særligt opmærksomme på de skærpede regler, der er for at fyre krudt og rakker af i nærheden af huse med tag af stråtag.

FAKTA OM FYRVÆRKERI

    Må sælges fra 15. til 31. december

    Må anvendes fra 27. december til og med 1. januar

    Fyrværkeri må ikke anvendes nærmere end 100 m fra bygning med let antændeligt tag, for eksempel stråtag

    For raketter gælder et afstandskrav på 200 m fra bygning med eksempelvis stråtag

    Blæser det, fordobles afstandskravet i vindretningen for fyrværkeri generelt og for raketter

Publiceret 26 December 2018 08:00