Kampen om ølbilens adgang til et værtshus truer med at gøre en dramatisk ende på Thorkild Gruelunds lokalpolitiske karriere. Arkivfoto

Kampen om ølbilens adgang til et værtshus truer med at gøre en dramatisk ende på Thorkild Gruelunds lokalpolitiske karriere. Arkivfoto

Redaktørens analyse:

Venstre rykker ind i maskinrummet og isolerer 'oppositionen'

Det politiske år 2018 i Hørsholm set fra Ugebladets redaktørstol

Af
Fred Jacobsen

Et plot til et politisk drama kunne ikke have været skrevet bedre end det, der, som en håndgranat kastet ind i julehyggende stue, eksploderede fredag 21. december.

På sin fødselsdag fik 25 års jubilaren, ridderkorsmodtager og garvet udvalgsformand, Thorkild Gruelund, at vide, at han ikke længere skal være medlem af den konservative byrådsgruppe og at han nu skal se at melde sig ud af partiet hurtigst muligt.

Det skulle ligne Gruelund dårligt, om han ikke trods denne barske besked havde en lille finger med i spillet: Det var ham selv, der trods råd om at lade være valgte at pressemeddelelsen med borgmester, gruppe og bestyrelse som afsender skulle sendes til pressen den dag han fyldte 71 år. Kl. 14.50. Nogle ville gerne have ventet til efter nytår.

Sådan er politik også.

Umiddelbart kunne det se ud, som om oppositionen - alle andre end konstitueringspartierne Konservative (K), Socialdemokratiet (S) og Radikale (R) - allerede i år ét efter valget ville lykkes med det, der for nyvalgte som Glen Madsen (DF), Jakob Nybo (LA) og Ann Lindhardt (V) fra start var et erklæret mål: At ruske op i de gamle magtstrukturer og - om muligt - jage en kile ind i den fasttømrede koalition, der i en lang årrække har styret byen.

Det, som nærværende redaktør kaldte

, kunne have været et godt afsæt til at opnå det ønskede. Gruelund stemte imod parnasset, flere af de etablerede, Jan H. Klit og Kristin Arendt, vaklede indtil sidste øjeblik - og uden for sad de unge løvinder Charlotte Kirchheiner og Maj Allin Thorup og så magtesløst til, hvordan 'de gamle' gjorde alt for at få Hannebjerg-lokalplanen i hus, før nogle af dem måtte sige farvel og tak.

Forsøg på splittelse

Glen Madsen så derfor sit snit til at forsøge sig med en gang splittelse 364 dage efter den famøse lokalplan-vedtagelse, som også han måtte se på udefra efter magtovertagelsen i DF.

Glen Madsen gjorde dog regningen uden vært: Borgmester Morten Slotved, som DF'eren helt åbenlyst har udset sig som personificeringen af den magtarrogance, han ser og afskyr, gled elegant af på forsøget ved at stemme for - og få sine konservative proselytter med på den.

Ud over en formentlig astronomisk advokatregning som betaling for scenarierne for, hvad der kan eller ikke kan ske efter en retssag om Hørsholm Lille Skoles påståede hævd over 'Skoven', førte hans stunt ikke til så meget. Og paradoksalt nok havde Glen Madsen ikke modet til at stemme for den del af sit eget forslag, som Svend Erik Christiansen (S) havde omformuleret, men som indholdsmæssigt var det samme: Nemlig at der skulle tages en snak med Hannebjerglund ApS for at rede mest muligt af 'Skoven'.

Pragmatiske Venstre

Når det hele ikke blev så skarpt, som Glen Madsen måske havde drømt om, skyldes det også pragmatiske Venstre-politikeres spirende interesse i at vriste sig ud af det oppositions-rygmærke, som især Nadja Hageskov (K) i tide og utide hygger sig med at hæfte på alt, der hedder V, LA og DF.

Uideologiske typer som Annette Wiencken og Kristian N. Jensen ved selvfølgelig at der er flere og bedre resultater i at være inde frem for stå uden for. Derfor havde Annette Wiencken masseret forslaget fra DF på en måde, så det blev spiseligt.

Forløbet er udtryk for, at Glen Madsen i virkeligheden opnåede det modsatte af splittelse. For Venstre er som den anden store borgerlige gruppe rykket tættere på magten, fordi det er der, resultaterne er. Budgetaftalen, som ikke var så festlig en omgang som den før valget, er et synligt bevis på det.

Og måske går det på et eller andet tidspunkt op for både Glen Madsen og Jakob Nybo, at de bliver mere og mere isolerede, spiller politiske biroller og må nøjes med at råbe højt eller mærkeligt for at blive hørt.

Jeg kan i den forbindelse ikke lade være med at tænke på LA's Troels Moe, der først løb skrigende ud af budgetforhandlingerne, siden fandt ud af, at det er ved at bide sig fast til bordkanten, resultaterne kommer. Selv om det gør nas. Og resultater, det fik den gode Troels nogle af.

Karthago blev smadret

Så i et første år, hvor Venstre mere og mere rykker ind i maskinrummet og valgkampens retorik efterhånden mister sin kraft, har jeg som iagttager undret mig over, hvor eksempelvis Ann Lindhardt (V) og Jakob Nybo (LA) vælger at kæmpe deres kampe. Deres fælles kamp mod alt, der hedder Trommen, leder tankerne mod Marcus Portius Cato, der afsluttede sine taler med "Ceterum censeo Carthaginem esse delendam - I øvrigt mener jeg, Karthago bør ødelægges".

Det giver selvfølgelig håb. For romerne smadrede Karthago i De puniske krige.

Men også de finder med tiden muligvis ud af, at politik i endnu højere grad er det muliges kunst end retoriske gentagelser og mangel på konkrete alternativer, som også dem i magtens maskinrum må give en seriøs tanke.

To skæbner - to løsninger

Tanken falder her sidst på året også på det krævende liv, politikerne kaster sig ud i - og så i det første år krævede to 'ofre'. Kristin Arendt (K) lagde endog meget stærkt ud med sine store lokalplanprojekter og ny dialogkultur, men måtte smide håndklædet i ringen allerede efter ni måneder. Måske kun for en stund, for hun kommer efter sigende tilbage 1. marts. Men er det for meget forlangt af en politiker at have så meget tjek på sin tid, at et nyt arbejde ikke vælter det så brat, som det skete her?

Unge Niels Lundshøj (S) kastede sig også ud i opgaven som gruppeformand og udvalgsformand samtidig med at være i job og småbørnsfar. Det gik han ned på med stress og vendte efter nogle måneder tilbage med en erkendelse af, at han ikke kunne det hele. Han valgte så jobbet fra for at kunne passe sit politiske job.

To skæbner - to løsninger, som kunne gøre Niels Lundshøj til en vinder og Kristin Arendt til en taber. Så enkelt er det så ikke. Men de illustrerer det krævende i triplelivet med familie, arbejde og politik. Det skal der - alt andet lige - stå respekt om.

Godt nytår!

Publiceret 30 December 2018 10:00