Lea Jørgensen vejleder i Fit & Sund i Hørsholm og vil med jævne mellemrum dele ud af sin viden i Ugebladet. Foto: Fred Jacobsen

Lea Jørgensen vejleder i Fit & Sund i Hørsholm og vil med jævne mellemrum dele ud af sin viden i Ugebladet. Foto: Fred Jacobsen

Diætistens hjørne:

Vægttab med plads til det forbudte

Klinisk diætist Lea Jørgensen vil med jævne mellemrum dele ud af gode råd og opskrifter til dig, der vil tabe dig på den gode måde

Af
Lea Jørgensen

diætist

Et nyt år er begyndt og med det følger, traditionens tro, nytårsforsætterne. Et af klassikerne er at ville tabe sig.

De fleste går all-in på projekt vægttab, men min erfaring som klinisk diætist er, at nyhedsværdien ikke varer særlig længe.

For det er hårdt at tabe sig. Det er hårdt at være i energiunderskud, og det er hårdt at følge restriktioner. Det er også en af grundene til at vi stopper. Vi stopper ikke, fordi vi lige pludselig ikke har lyst til at være sunde eller fordi projektet bliver mindre vigtigt, men fordi det bliver for hårdt.

Et vægttab kræver opmærksomhed, og kan ikke lykkes med en fiks kur på få måneder

Når vægttab og livsstilsændringer bliver for hårdt, er det fordi vi stiller for store krav til os selv. Vi opstiller for mange restriktioner og tilgangen bliver en ‘alt eller intet politik’, som er dømt til ikke at holde. Når vi så, efter vores egen opfattelse, “fejler”, har vi en tendens til at tale grimt om os selv og tænke “nu kan det også være lige meget” og ét stykke chokolade bliver lige pludselig til en hel plade.

Sandheden er at det ikke er lige meget om du spiser ét stykke chokolade eller en plade. Det har betydning for dit vægttab, hvor mange kalorier du spiser.

Et vægttab kræver opmærksomhed, og kan ikke lykkes med en fiks kur på få måneder.

Men: Der er altså plads til noget af det ‘forbudte’ - så mit råd er: Vælg det du aller bedst kan lide, så bliver det også nemmere at vælge det andet fra. Små ændringer kan give store resultater, og du kan opnå et varigt vægttab uden at lide afsavn.

Gode råd til et vægttab

Vælg T-tallerken modellen når du spiser. Halvdelen af tallerkenen skal være grøntsager, 1/4 kød, 1/4 ris, pasta, kartofler eller brød. Der er også plads til et par spiseskeer sovs eller dressing.

Portionsanret din mad i køkkenet. På den måde er maden ikke lige så let tilgængelig, og portion nummer to bliver derfor et bevidst valg, og ikke hyggespisning, du ikke lige lagde mærke til.

Måltidet skal varer i 20 minutter. Vi begynder først at danne mæthedshormoner efter 20 minutter, så hvis du er færdig med at spise efter 5 eller 10 minutter, giver du ikke dig selv lov til at vurdere, om du stadig er sulten.

Spis mad, når du spiser mad. Giv din mad opmærksomhed. Vi har en tendens til at spise mere mad, hvis vi sidder foran fjernsyns- eller computerskærmen.

Lea Jørgensen

    Lea er 30 år og bosat i Kgs. Lyngby.

    Uddannet klinisk diætist fra 2015 og vejleder til dagligt ved Proaktiv Diætist i Fit&Sund Hørsholm.

    Arbejder primært med overvægt.

    ”Min tilgang til behandling af overvægt er, at vi skal stoppe med at kategorisere fødevarer som sunde og usunde og i stedet se på, hvad de forskellige fødevarer har af betydning for den enkelte person. På den måde, giver vi personen der ønsker et vægttab, større mulighed for at lykkes, fordi spisning af en bestemt fødevare ikke skal give skyld- eller nederlagsfølelse.

    Sundhed handler både om fysisk og psykisk velvære, og vigtigheden i at finde forandringstiltag, der kan vare ved. De forandringer vi arbejder med, skal være målrettet ens livsstil, for på den måde at få succes med vægttab og holde den ønskede vægt på længere sigt.”

Månedens opskrift

Laksefrikadeller og rodfrugter med feta og oliven

    Laksefrikadeller/ 18 stk.

    350 gram laks

    1 løg

    1 æg

    1 spsk. tørret dild

    1 håndfuld frisk spinat

    Saft af 1 lime

    1 spsk. havregryn

    1 spsk. rugmel

    1/2 tsk. Stødt muskatnød

    Salt og peber

Fremgangsmåde:

Fjern skindet fra laksen. Kom laks, løg, æg, tørret dild, frisk spinat, limesaft, havregryn, rugmel, stødt muskatnød, salt og peber i en skål, og blend det med en stavblender. Form farsen til 18 små frikadeller og steg dem på en pande med fedtstof i ca. 4 minutter på hver side ved middel varme.

    Rodfrugter med feta og oliven/ 4 personer

    320 gram gulerødder

    320 gram pastinak

    320 gram rødbeder

    2 spsk. olivenolie

    2 hakkede fed hvidløg

    1 lille hakket chili

    1 spsk. citronsaft

    100 gram sorte oliven

    100 gram fetaost eller Puckost

    Bredbladet persille

    Flagesalt

Fremgangsmåde:

Skræl gulerødder, pastinak og rodbede og skær dem i stave. Læg dem på bagepapir i en bradepande og vend dem i olie, hvidløg og chili. Bag rodfrugterne ved 200 grader varmluft i 30-45 minutter, til de er gyldne og møre. Vend rodfrugterne under bagningen. Udsten olivenerne og hak dem groft. Vend oliven og citronsaft forsigtigt i rodfrugterne. Tilsæt en smule salt. Ved serveringen: Smuldr fetaosten over rodfrugterne og pynt med masser af hakket persille.

Publiceret 01 January 2019 07:00