Kristen Dalgaard ved Smagens Aften i marts 2017.

Kristen Dalgaard ved Smagens Aften i marts 2017. Foto: Morten Timm

Købmand Kristen Dalgaard er død

Hørsholms kendte købmand sov natten til mandag ind, få måneder før sin 90 års fødselsdag

Af
Fred Jacobsen

En af Hørsholms mest kendte skikkelser, købmand Kristen Dalgaard, er død, 89 år. Dalgaard sov natten til mandag ind efter kort tids sygdom.

Kristen Dalgaard ville være fyldt 90 år 31. marts i år og havde til det sidste sin daglige gang i den købmandsbutik, han bød de første kunder velkommen i tilbage i 1962. Dengang i 80 kvadratmeter, som siden har udviklet sig til et supermarked på 3.500 kvadratmeter og 150 medarbejdere.

Et stort tab

"Det er et stort tab. På alle måder," lyder det fra datteren, Lisbeth Dalgaard, i en kort kommentar til faderens bortgang.

Som nævnt var Kristen Dalgaard aktiv i butikken indtil det sidste og tænkte overhovedet ikke på pension og andet end arbejde. Senest var han på arbejde i juledagene, fortæller Lisbeth Dalgaard.

"Så længe hovedet fungerer, helbredet er godt, og jeg kan være til nytte, hvorfor skulle jeg så gå ud at finde en ny hobby," sagde Kristen Dalgaard blandt andet i 2009 i et interview med Ugebladets Morten Timm.

Som købmand har Kristen Dalgaard altid lagt vægt på kvalitet og service.

Som købmand har Kristen Dalgaard altid lagt vægt på kvalitet og service. Arkivfoto

Tøjduften trak

Det var egentlig ikke købmand, den unge Kristen drømte om, da han voksede op som den yngste i en søskendeflok på fem på en gård på Mariager-egnen i Jylland. Han ville hellere have noget med tøj at gøre, men krigen betød, at der ingen læreplads var at få. Derfor kom han i lære på Købmandsgården i Mariager.

"Som dreng elskede jeg at handle ind med min mor, og specielt i tøjbutikkerne. Jeg kunne så godt lide lugten i en tøjbutik," fortalte han i fødselsdagsinterviewet.

I 2012 kunne Dalgaard fejre sit 50 års købmandsjubilæum.

I dag er det datteren, Lisbeth Dalgaard, der er øverste chef i det kendte supermarked.

Kristen Dalgaard efterlader sig døtrene Lisbeth og Inge samt fire børnebørn. Hustruen Else mistede Kristen Dalgaard i 2004.

Bisættelsen finder sted fra Rungsted Kirke på lørdag 12. januar kl. 14, og familien ønsker bidrag til Kræftens Bekæmpelse i stedet for blomster.

Publiceret 07 January 2019 16:15