Kristen Dalgaard ved Smagens Aften sidste år.

Kristen Dalgaard ved Smagens Aften sidste år. Foto: Morten Timm

MINDEORD:

En købmand, en borger og en rigtig god bekendt!

Af
Thorkild Gruelund (K)

medlem af kommunalbestyrelsen

Det var en stor sorg, da det blev kendt, at vores købmand Kris Dalgaard mandag morgen var sovet ind.

Det var i sandhed et levende menneske, som den dag døde.

I al den tid jeg har boet i Hørsholm, har købmand Dalgaard været byens købmand. Det var oprindeligt ”Superland” med købmanden i blå kittel. Forretning blev styret med sikker hånd. Kunderne kunne møde købmanden i butikken.

Jeg husker Superland på alle HUI trøjerne. Andre er klogere på det end jeg. Men den gang, så man en HUI fodboldspiller, stod der Superland på trøjen.

For en del år siden med det in mente, at købmanden sponserede en del sport, spurgte jeg: købmand Dalgaard, vil du ikke sponsorere noget, som kommer til at stå for evig tid. Derfor hænger der i dag et maleri af dronning Caroline Mathilde på Hørsholm Egnsmuseum, som museet købte på en kunstauktion og købmand Dalgaard betalte.

Købmanden drev sin forretning på fremragende vis! På fremsynet vis! Når man får udenbys besøgende, skal de naturligvis besøge ”perler” Karen Blixen Museet, Rungsted Havn og Købmand Dalgaard.

Venner og bekendte bliver bare imponeret, når de oplever MENY i Kongevejscentret. Her er alt, hvad hjertet begærer! Godt set af en rigtig købmand.

Købmand Dalgaard var jo også borger. En meget aktiv en af slagsen.

Byens detailhandel og byen infrastruktur var emner, som optog købmand Dalgaard. Ganske ofte på borgermøder tog købmanden ordet. Ingen var i tvivl, her havde vi et engageret menneske, som tænkte på sin by. Og på sin forretning. Respekt for den rækkefølge.

Betegnende for købmand Dalgaard var at tænke visionært og fremsynet. Tænke langt længere ud i fremtiden, end han godt vidste, at han selv ville opleve. Det var ikke altid, at han var tilfreds med vi kommunalpolitikers evne for at planlægge fremtiden. Ja, ja, vi politikere kunne godt få med ”krabasken”, hvis købmand Dalgaard var utilfreds.

For mange år siden, jeg mener i 1991, blev jeg formand for ”Hørsholm og Omegns Handelsforening”. Næstformand var Kris Dalgaard.

Vi var et pudsigt par - en storkøbmand og en værtshusholder. Til købmandens 40 år jubilæum drillede jeg og sagde i min tale: ”Vi har været som skønheden og udyret. Købmand, du var skønheden og jeg er udyret”.

Købmanden og jeg ”tæskede” dengang de lokale politikere i vores debatter om planlægning f.eks. etablering af Rungsted Bytorv Centret. Vi var lige ved begge to at ende i kommunalpolitik. Købmanden gjorde ikke. Han var nok for klog.

Købmand Dalgaard var et menneske, som blev en rigtig god bekendt. Utallige gode sludre, samtaler og mængder af gode råd. Jeg vil savne købmanden!

Æret være købmand Dalgaards minde!

Publiceret 09 January 2019 16:00