En tidligere lærer på Rungsted private Realskole sender hilsen til skolens forældre. Arkivfoto

Siden i sommer har der været blæst om Rungsted private Realskole med lærerflugt og splittelse i forældregruppe. Arkivfoto

Skolebestyrelse bøjer sig:

Indkalder til ekstraordinær generalforsamling

Den fortsatte uro på Rungsted private Realskole får nu bestyrelsen til at bøje til for presset. 30. januar skal der være ekstraordinær generalforsamling

Af
Morten Timm

Efter måneders pres med utilfredshed og splittelse blandt forældregruppen på Rungsted private Realskole - udløst da tidligere skoleleder René Leiholm uden varsel måtte forlade skole i juni - har skolens bestyrelsen her til morgen meddelt, at der indkaldes til ekstraordinær generalforsamling onsdag 30. januar 2019.

"Efteråret 2018 har desværre været præget af en del uro på og omkring vores dejlige skole. Det er bestyrelsens opfattelse, at det fortjener hverken vore børn eller skolens personale. Bestyrelsen er nået til den konklusion, at afholdelse af en ekstraordinær generalforsamling, vil være det rigtige skridt for at skabe den nødvendige ro om RpR og dermed give et stærkt mandat til en fremtidig bestyrelse," skriver bestyrelsen i et brev til alle forældre.

I kølvandet på René Leiholms pludselig stop som skoleleder fulgte stor frustration og senere splittelse i lærergruppen. En tavshedsklausul forhindrede både lærere, elever og forældre at få oplyst, hvorfor Leiholm var ude.

Opsigelser og splittelse

I de første måneder af det nye skoleår fulgte en lærerflugt og omkring 13 medarbejdere på skolen sagde op. I forældregruppen opstod der ligeledes stor splittelse og uenighed i forhold til bestyrelsens lukkethed og de mange læreropsigelser.

Skolebestyrelsen skriver endvidere i dagens brev, at der i perioden fra informationsmødet i december og frem til nu, fortsat har været uro omkring muligheden for at få indsigt i dokumenterne om den tidligere skoleleders afgang.

"Der er samtidig sat spørgsmålstegn ved fremgangsmåden i forbindelse med, at skolen, i overensstemmelse med gældende lovgivning, foretog en indberetning til Datatilsynet. Der er fra forældreside kommunikeret overvejelser omkring at sagsøge skolen i tilknytning hertil," meddeler bestyrelsen og oplyser, at indkaldelsen til ekstraordinær generalforsamling er truffet alene af bestyrelsen, og de ikke har modtaget underskrifter fra forældre med ønske om en ekstraordinær generalforsamling.

Publiceret 09 January 2019 09:14

SENESTE TV