Martin Bøge Mikkelsen, 56 år og fra Rungsted, er udpeget som ny bestyrelsesformand for den digitale virksomhed Napp A/S.

Martin Bøge Mikkelsen, 56 år og fra Rungsted, er udpeget som ny bestyrelsesformand for den digitale virksomhed Napp A/S. Pressefoto

It-virksomhed henter ny bestyrelsesformand i Rungsted

Martin Bøge Mikkelsen er udpeget til formand for Napp A/S

Af
Morten Timm

Den digitale virksomhed Napp, der har Hørsholmdrengen Niklas Laugesen som medstifter, har nu også været tilbage i lokalområdet for at hente selskabets nye bestyrelsesformand, den 56-årige Martin Bøge Mikkelsen fra Rungsted.

Den lokale erhvervsprofil kom for blot et halvt år siden ind i Napp-bestyrelsen, men er altså nu udpeget til bestyrelsesformand for Napp, der står bag en ny softwareplatform til at samle alt salgs- og marketingmateriale ét sted og har oplevet en vækst på 60 procent for nu fem år i træk, oplyses det i en pressemeddelelse.

Niklas Laugesen sidder fortsat som administrerende direktør og har opnået en kundeportefølje af store internationale kunder såsom Grohe, ABB og Georg Fischer.

Nye ambitiøse mål

Martin Bøge Mikkelsen er professionelt bestyrelsesmedlem, venture investor og executive advisor. Han har tidligere fungeret som koncerndirektør i den nordiske forsikringskoncern Tryg.

Siden 1986 har han skabt en international karriere på topniveau i erhvervslivet med flere ledelsesstillinger. I Tryg steg han i graderne først som forrentningsudviklingsdirektør og senere som vicedirektør, Group CIO og Group COO.

Ifølge Niklas Laugesen vil Napp med Martin Bøge Mikkelsen i spidsen for bestyrelsen blive yderligere professionaliseret og tage sit næste skridt på vækstrejsen.

"Vi glæder os over, at en stor erhvervskapacitet som Martin Bøge Mikkelsen vil sidde for bordenden i Napps bestyrelse. Med hans baggrund og erfaring vil han kunne bidrage til, at vi kan nå vores ambitiøse planer. Potentialet for vores platform er enormt, fordi øget digitalisering og anvendelse af intelligent software kan fjerne mange manuelle processer i salgsarbejdet og derigennem give store besparelser," siger Niklas Laugesen, CEO & Co-founder i Napp A/S, i en pressemeddelelse.

Publiceret 16 January 2019 13:13