Et elskab har skabt problemer og forsinket færdiggørelse af lysreguleringen ved Usserød Kongevej-Birkevej-Hækkevej, men nu mangler der kun anlæg af venstresvingsbane.

Et elskab har skabt problemer og forsinket færdiggørelse af lysreguleringen ved Usserød Kongevej-Birkevej-Hækkevej, men nu mangler der kun anlæg af venstresvingsbane. Foto: Morten Timm

Ny forsinkelse rammer forskønnelsen af Usserød Kongevej

Men nu skulle der snart komme lys i ny lysregulering ved Birkevej og Hækkevej

Af
Morten Timm

Selvom der i et par måneder har været åbent for trafik på Usserød Kongevej ud for KongevejsCentret, så kniber det med at blive helt færdig med den store forskønnelse.

Senest har problemer med et elskab forsinket færdiggørelsen af den nye lysregulering i krydset ved Birkevej og Hækkevej, oplyser Hørsholm Kommune i en pressemeddelelse.

Det har blandt andet betydet, at den nye venstresvingsbane på Birkevej ikke har kunnet færdiggøres, men ifølge Center for Teknik i Hørsholm Kommune forventes venstresvingsbanen dog at blive færdig i løbet af indeværende uge.

Det store gravearbejde i efteråret med ledningsomlægning og anlæg af nye fortove og midterheller blev omkring en måned forsinket.

Afventer varmere vejr

Projektets allersidste finish - blandt andet det øverste asfalt - må dog som planlagt vente endnu nogle måneder.

Inden jul blev de største arbejder på strækningen afsluttet, men der er et hængeparti med den ny lysregulering ved Birkevej, men det skulle ifølge Hørsholm Kommune blive klaret i denne uge.

Inden jul blev de største arbejder på strækningen afsluttet, men der er et hængeparti med den ny lysregulering ved Birkevej, men det skulle ifølge Hørsholm Kommune blive klaret i denne uge. Foto: Morten Timm

Slidlaget kan nemlig ikke lægges, før temperaturerne bliver lidt højere. Og de nye staudebede på midterhellerne vil heller ikke blive anlagt før i løbet af foråret.

Endelig mangler der opsætning af ny belysning med spotlamper på midterhellerne. Det er Ørsted, som leverer lamperne.

”Vi glæder os alle sammen til, at vejstrækningen fremstår helt fin og færdig, men vi må desværre væbne os med en smule tålmodighed og vente på forårets højere temperaturer,” siger Charlotte Skov, leder af Vej og Park i Hørsholm Kommune.

Publiceret 30 January 2019 16:45