Efter borgermødet om indbrudsforebyggelse i Hørsholm havde 60 procent af deltagerne meldt sig til ordningen om 'Nabohjælp'. Foto: Morten Timm

Efter borgermødet om indbrudsforebyggelse i Hørsholm havde 60 procent af deltagerne meldt sig til ordningen om 'Nabohjælp'. Arkivfoto: Morten Timm

Forhindrer op til hvert 4. indbrud:

Hørsholm øger fokus på Nabohjælp

Tryghedsudvalget i Hørsholm går nu i front for at øge tryghed og sænke antallet af indbrud i kommunen

Af
Morten Timm

Nu sætter Hørsholm Kommune endnu mere fokus på nabohjælp og effekten af det lokale netværk. Målet er at nedbringe antallet af indbrud, og det kan du som borger være med til.

"For et at aktivt nabonetværk kan forhindre op til hvert 4. indbrud, oplyser Hørsholm Kommune i en pressemeddelelse.

I samarbejde med blandt andre TrygFonden og Nordsjællands Politi går Tryghedsudvalget i Hørsholm Kommune nu i front for at øge trygheden og sænke antallet af indbrud i kommunen.

Her kan tilmelding til Nabohjælp og borgeres opmærksomhed i nærområdet have afgørende betydning for, om tyven netop vælger dit område, lyder det fra Jan H. Klit (K), formand for Tryghedsudvalget.

"Nabohjælp er først og fremmest et fantastisk værktøj til at komme tættere på sine naboer og lære hinanden bedre at kende. Men det er også et effektivt værktøj til at nedbringe indbrud på din vej," siger han i en pressemeddelelse.

Om nabohjælp

Ved at tilmelde sig ordningen, modtager du en SMS, hvis nogen ser noget mistænkeligt i dit boligområde. Og når du er på ferie, kan du fortælle dine naboer det, så de kan holde øjne og ører åbne.

"Jeg vil derfor varmt anbefale alle at tilmelde sig ordningen," lyder opfordringen fra Jan H. Klit.

Folder om Nabohjælp og tilmeldingsblanketter kan du også finde i Borgerservice på rådhuset samt på biblioteket i Kulturhus Trommen.

Nabohjælps hjemmeside - nabohjælp.dk - kan du gratis tilmelde sig og blive en del af nabonetværket.

Fakta

2192 husstande er tilmeldt Nabohjælp i Hørsholm per 1. februar 2019.

I 2018 blev der anmeldt 238 indbrud i Hørsholm (1. januar til 31. december).

I 2017 blev der anmeldt 266 indbrud i Hørsholm.

I 2019 er der foreløbig anmeldt 13 indbrud i Hørsholm fra 1. januar til 31. januar.

Tallene er blevet præsenteret til udvalgsmøderne i Tryghedsudvalget.

Kilde: Nordsjællands Politi

Publiceret 25 February 2019 10:25