Glen Madsen kom hjem fra skiferie til en bilregning på 20.000 kr. - og måtte prioritere.

Glen Madsen kom hjem fra skiferie til en bilregning på 20.000 kr. - og måtte prioritere. Foto: Adobe Stock

Budgetdrama:

Sådan fik Glens svigermor en rolle i Hørsholms genopretningsplan

Venstre beskyldes for forligsbrud, uansvarlighed og for at være uforskammede i drama, hvor en bilregning kom til at spille en rolle

Af
Fred Jacobsen

Glen Madsens (DF) svigermor spiller en rolle i det politiske drama, der opstod i kølvandet på Hørsholm Kommunes økonomiske genopretningsplan vedr. kommunens drift.

Efter dramaet er der nu drevet en kile af mistillid ind i samarbejdet mellem partierne bag budgetforliget, Venstre på den ene side og Konservative, Socialdemokratiet og Radikale på den anden.

Det har på sin vis med Glen Madsens svigermor at gøre.

For mens DF'eren var på skiferie i Italien, gav han sin svigermor carte blanche til køre hans bil på værksted med 'frit lejde' til at få gjort det, der nu skulle gøres. Det betød, at Glen kom hjem til en regning på 20.000 kr.

Nej til grønthøster

"Det er mange penge for mig. Så jeg må prioritere," sagde Glen Madsen, da han på det seneste møde i kommunalbestyrelsen forklarede, hvorfor han under ingen omstændigheder ville stemme for genopretningsplanen. Han er nemlig modstander af, at de 15 millioner kroner skal findes ved at lade grønthøsteren køre hen over alle områder og barbere dem tre procent ned.

Historien om Glens svigermors bilværkstedsregning er beskrivende for at forstå, hvorfor Venstre, efter at have indgået en aftale om genopretningsplanen med de tre andre budgetforligspartier, vendte tilbage til kommunalbestyrelsesmødet og - overraskende for de fleste - meddelte, at de alligevel ikke ville stemme for, men ville undlade.

En meddelelse, der fik Konservative, socialdemokrater og radikale op i det røde felt og tale om forligsbrud, uansvarlighed, at "de lige så godt kan melde sig ud af budgetaftalen" og at de "burde skamme sig".

"Man skal ikke skamme sig over sin politik," fastslår Venstres gruppeformand Annette Wiencken, der erkender, at hun og hendes medforhandler Kristian N. Jensen lukkede aftalen med de øvrige forligspartier, men så alligevel valgte ikke at stemme for den, da den kom i kommunalbestyrelsen.

Forholdet mellem Venstres Annette Wiencken, tv, og forligspartierne Radikale, Konservative og Socialdemokratiet er anstrengt efter genopretningsdramaet.

Forholdet mellem Venstres Annette Wiencken, tv, og forligspartierne Radikale, Konservative og Socialdemokratiet er anstrengt efter genopretningsdramaet. Arkivfoto: Fred Jacobsen

Og her henviser hun til Glen Madsens historie om svigermors værkstedsregning og præciserer, at også hun og Venstre mener, at der skal differentieres i besparelserne og prioriteres "når lokummet brænder", som hun formulerer det over for Ugebladet.

Historisk indflydelse

Derfor ville Venstre gerne have tilbageført penge til børne- og skoleområdet samt til social- og seniorområdet, og forhandlingerne mellem forligspartierne endte med enighed om, at 1.075.000 kr. skulle tilbageføres til de to områder, så de ikke blev ramt så hårdt.

Venstre ønskede i øvrigt også at Glen Madsen og Jakob Nybo (LA) med til forhandlingerne, selv om de står uden for budgetforliget. Det blev dog afvist.

Aftalen blev konfirmeret i økonomiudvalget og skulle efterfølgende 'klappes af' i fem fagudvalg, blandt andet Sport-, fritid- og kulturudvalget (SFKU).

SFKU skulle finde det største beløb, 600.000 kr., ved at reducere diverse puljer, skære i kulturdagen og skubbe musical'en til 2020. Det var ikke nok for Venstre: Deres repræsentant, Ann Lindhardt, mødte til SFKU-mødet med krav om yderligere ca. 600.000 kr. Ifølge Ugebladets oplysninger blandt andet ved at droppe kulturdagen, som sidste år kostede kommunen godt 500.000 i tilskud. Det blev der sagt nej til med henvisning til den aftale, forligspartierne havde indgået om at SFKU skulle finde 600.000 kr. - og kun det.

"Min forståelse var, at dukker der flere ting op, så kunne vi gøre det," mener Annette Wiencken, der også ser partiets afståelse for alligevel ikke at stemme for en indgået aftale med et behov for at markere sig politisk.

"Der skal ikke være tvivl om, at jeg er glade for en historisk store indflydelse, vi fik på dette års budget. Vi har sat et solidt aftryk. Men her stod vi i en situation, hvor andre græder, skolerne og de ældre. Derfor er dette også at hejse et flag og sige, at her adskiller vi os fra Konservative," lyder meldingen fra Annette Wiencken.

Har de et mandat?

Den falder i alt andet end god jord hos borgmester Morten Slotved (K).

"Jeg har siddet over for Annette Wiencken og Kristian N. Jensen. Dem kan man åbenbart ikke forvente at lave aftaler med, der holder. Har de et mandat?," spørger han

.

Nadja Hageskov, SFKU-formand, ønsker ikke at kommentere forløbet i SFKU, men er som Slotved forarget over forløbet.

"Det tangerer forligsbrud. Hvad skal vi så forvente næste gang? Jeg synes det er uforskammet," mener hun.

Ugebladet har ud over Annette Wiencken talt med Kristian N. Jensen, Anne Ehrenreich og Ann Lindhardt. Ingen ønsker at udtale sig og henviser til deres gruppeformand.

I øvrigt rundede Glen Madsen historien om sin svigermor af med at fortælle, hvad han så havde lært af historien.

"Man sender ikke sin svigermor på værksted med sin bil."

Genopretningsplanen blev vedtaget med Konservatives, socialdemokraters og radikales 10 stemmer, Venstre undlod med fem stemmer, DF og LA (Jakob Nybo) stemte imod.

Publiceret 05 March 2019 07:00