Kommunens medarbejdere og politikere får travlt med regnemaskinen, når de nu skal ud at finde 60 millioner kr. i driftsreduktioner

Kommunens medarbejdere og politikere får travlt med regnemaskinen, når de nu skal ud at finde 60 millioner kr. i driftsreduktioner Foto: Mostphotos

Barsk opgave på rådhuset:

Find 60 millioner

Budget 2020 er skudt i gang - og alt er i spil, siger borgmester om voldsom presset økonomi

Af
Fred Jacobsen

Når man mener, at driftsreduktioner i indeværende budgetår på 30 millioner kr. synes af meget, så vil der nok blive draget dybe suk over den opgave, det nu bliver at få enderne til at nå sammen til budget 2020. For at kunne det, skal der findes 60 millioner kr. i 2020.

Det er i hvert fald den opgave, kommunens administration nu bliver sat i gang med at løse: Se alt efter i sømmene på alle områder og kom op med driftsbesparelser på 60 millioner, som politikerne så skal tage stilling til at fordele frem til budgettet vedtages en gang i oktober.

"Det vil betyde serviceforringelser for borgerne på en række områder," siger borgmester Morten Slotved (K) i en pressemeddelelse, hvor han også forudser, at en så stor sparerunde kræver "ekstraordinær politisk handlekraft for at holde de samlede driftsudgifter i ro".

Det er stigende udgifter til det specialiserede børne- og voksenområde og medfinansieringen på sygehusområdet, der fortsat presser Hørsholms og andre kommuners økonomi. Det er udgifter, der ikke stopper og gør, at der skal findes penge andre steder for at kunne lave et budget i balance.

Markante prioriteringer

Morten Slotved afviser derfor også at kalde kravet om driftsreduktioner for en hestekur.

Det vil betyde serviceforringelser for borgerne på en række områder

"Nej, jeg vil kalde det markante omprioriteringer. For det handler om at finde penge til de udfordrede områder. Budgettet som sådan bliver jo ikke mindre," forklarer han over for Ugebladet. Han skønner, at der bliver brug driftsreduktioner for mellem 45-51 millioner kr.

"Når vi sætter administrationen til at finde 60 millioner skyldes det at der skal være noget ekstra, som vi kan prioritere ud fra," lyder det fra Morten Slotved.

Ingen skattestigning

En skattestigning, som eksempelvis Socialdemokratiet tidligere har foreslået, er ikke muligt. Hørsholm må ganske enkelt ikke hæve skatten, fordi kommunen tidligere har modtaget 17 millioner kr. i kompensation for sit bidrag til den kommunale udligning under forudsætning af, at skatten ikke må hæves.

Skoler i søgelyset

Derfor skal pengene findes inden for budgettet. Og her har økonomiudvalget udpeget 7 fokusområder, hvor alt ifølge Morten Slotved er i spil. Et af punkterne kaldes "strukturtilpasninger på velfærdsområder, skole, hjemmepleje og dagtilbud". Det kan således heller ikke udelukkes, at der sker ændring på antal skoler, daginstitutioner eller at der blivger foretaget større ændringer i hjemmeplejen.

FAKTA

Økonomiudvalget har udpeget disse syv fokusområder:

    Administrationsomkostninger

    Strukturtilpasninger på velfærdsområder, skole, hjemmepleje og dagtilbud

    Politisk struktur

    Effektivisering af It- og indkøbsfunktion

    Omstrukturering af kulturhus Trommen

    Brugerbetaling og kommunale tilskud

    Kommunale samarbejder

En skattestigning på 0,1 procent svarer til 7,2 millioner kr. i indtægter, hvoraf der er 4,6 millioner tilbage, når udligningen er trukket fra.

Publiceret 07 March 2019 16:00