På de nye Kløverstier kan man få motion, frisk luft og oplevelser på én og samme tid. Ruterne er både for gående, løbere og cyklister.

På de nye Kløverstier kan man få motion, frisk luft og oplevelser på én og samme tid. Ruterne er både for gående, løbere og cyklister. Pressefoto

Gys, motion og frisk luft:

Fire nye spændende stier på vej i Hørsholm

Hvor kan du få et gys, komme ud og lege, løbe et halvmaraton eller blive klog på Usserød Å? Svaret er Hørsholms fire nye Kløverstier, der indvies i påsken

Hele fire nye afmærkede ruter kommer til at udspringe fra samme sted i den kommende PH Park.

De fire ruter vil forløbe som blade på en firkløver - deraf navnet Kløverstier - og rundt i det hørsholmske landskab og tilbage til PH Park, oplyser Hørsholm Kommune i en pressemeddelelse.

Kløverstierne bliver samtidig tematiserede og vil forbinde steder af særlig interesse. Den grønne sti på 2,5 km, den blå på 5 km, en rød på 7,5 km og en lang sort på 21 km.

"Ruterne skal lokke lokale Hørsholmborgere, nytilflyttere og besøgende ud og opleve både kendte og mindre kendte steder i vores by - fra store og velkendte seværdigheder som Hørsholm Kirke til mindre kendte som stenalderbopladsen ved Usserød Å," fortæller Jan Klit (K), formand for Miljø- og planlægningsudvalget.

Gang, løb og cykling

Kløverstierne, der giver motion, frisk luft og oplevelser på én og samme tid, er både for gående, løbere og cyklister.

De fire nye afmærkede ruter kommer til at udspringe fra den kommende PH Park og vil forløbe som blade på en firkløver rundt i det Hørsholmske landskab og tilbage til PH Park. Deraf navnet Kløverstier. Stierne tematiseres og vil forbinde steder af særlig interesse.

De fire nye afmærkede ruter kommer til at udspringe fra den kommende PH Park og vil forløbe som blade på en firkløver rundt i det Hørsholmske landskab og tilbage til PH Park. Deraf navnet Kløverstier. Stierne tematiseres og vil forbinde steder af særlig interesse. Pressefoto

Ifølge kommunens pressemeddelelse kan den grønne rute (2,5 km) for eksempel lokke familier med små børn ud i det fri, mens den sorte rute (21 km) er til den garvede vandrer eller måske løberen, der vil prøve kræfter med en halvmaraton.

Rød gyserruten

På den røde rute (7,5 km) kan man få sig et ordentligt gys. Hørsholmforfatter Tobias Stenbæk Bro, der netop har udgivet sin anmelderroste debutroman 'Væddernemændenes Nat', har skrevet en gysernovelle til ruten.

Hørsholmforfatter Tobias Stenbæk Bro har skrevet en gysernovelle til den røde rute. Historien tager udgangspunkt i Usserød og kommer til at kunne høres som lydbog - via QR-koder - mens man går.

Hørsholmforfatter Tobias Stenbæk Bro har skrevet en gysernovelle til den røde rute. Historien tager udgangspunkt i Usserød og kommer til at kunne høres som lydbog - via QR-koder - mens man går. Arkivfoto: Pia Haabegaard

Novellen er ikke for sarte sjæle. Historien tager udgangspunkt i Usserød og kommer til at kunne høres som lydbog, mens man går.

"Fire steder på ruten henter man en bid af historien ved hjælp af QR koder. Så vil man have hele historien med, kræver det, at man går hele den røde rute," oplyser projektleder Johanne Leth Nielsen og tilføjer, at lydbogen er indtalt af skuespiller Preben Harris, der sammen med forfatteren er garvede lokale vandrere.

Udvalgsformand Jan Klit fik selv lidt af et gys, da han hørte historien.

"Det glæder os at kunne tilbyde kombinationen af en tur i det fri med en spændende og anderledes litteraturoplevelse," siger Jan Klit.

Kom til indvielse

Stierne indvies af udvalgsformanden i påsken, lørdag 20. april kl. 10.

Der vil i dagens anledning være lidt forplejning, Dansk Vandrelaug arrangerer ture med guider på alle fire ruter, og tør man lytte til gyseren, kan man følges rundt med forfatteren selv.

Alle er velkomne.

timo

Fakta om Kløverstier

Ruternes forløb og indhold er tilrettelagt i tæt samarbejde med lokale foreninger, borgere og Museum Nordsjælland.

Kløverstierne er et landsdækkende koncept, der er udviklet af Friluftsrådet, Danmarks Idrætsforbund, Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI), Dansk Firmaidrætsforbund og Nordea-fonden.

Den røde og sorte rute er etableret i samarbejde Naturstyrelsen og forløber gennem deres skønne arealer i Rungsted Hegn, Folehave Skov og Slotshaven ved Hørsholm Kirke.

Publiceret 13 March 2019 12:00