Nyåbnet kiosk:

Får selskab af pakkeshop

Indehaver Mohammad Naeem glæder sig til snart at friskbrygge kvalitetskaffe til pendlere på Rungsted Kyst Station

Af
Morten Timm

Togpendlere i Rungsted har længe sukket efter åbning af kiosk og ventesal på stationen. Nu er begge dele gået i opfyldelse.

Det er Mohammad Naeem, 42 år, der sammen med et par partnere er medlemmer af Nærkøb-kæden, og har overtaget DSB-lejemålet fra 7eleven på Rungsted Kyst Station. Det har igen skabt liv i den gamle stationsbygning.

Oveni er der nu også kommet en pakkeshop til afhentning af pakker fra Bring, DAO og fra onsdag ligeledes GLS.

"Vi skal lige i gang og er derfor startet stille og roligt ud. Foreløbig har vi åbent mandag til lørdag fra kl. 9-18, men vores plan er at udvide åbningstiden til kl. 7-21 alle ugens dage," fortæller Mohammad Naeem, der allerede har fået mange lykønskninger fra borgere.

"Nu håber vi, at folk også vil gøre brug af, at vi er kommet," tilføjer kioskejeren, der sammen med sine partnere i forvejen driver fem kiosker og i næste uge også åbner kiosk på Humlebæk Station.

Naeem oplyser desuden, at de meget smart får installeret en helt ny barista kaffemaskine på Rungsted Kyst Station, som skal forsyne pendlere med friskbrygget kvalitetskaffe.

Savnet en kiosk

Mange har gennem vintermånederne undret sig over den lukkede ventesal og ikke mindst ærgret sig over, at det var svært at søge ly for vind og vejr.

"Det er godt nyt for alle os, som har savnet en kiosk samt at kunne benytte ventesalen. Og lad os glæde os over, at der med ny kiosk igen kommer liv i den gamle smukke stationsbygning på vestsiden af Kystbanen," siger Anne Ehrenreich (V), rungstedborger og lokalpolitiker.

"Vi har jo stået og frosset ude i kulden hele vinteren og talt om, hvad der kom til at ske," tilføjer Venstres medlem af Hørsholm Kommunalbestyrelse.

Publiceret 15 March 2019 11:30