Her midt i Breelteskoven etableres nu et helleanlæg, så det bliver mere trafiksikkert for fodgængere at krydse Usserød Kongevej.

Her midt i Breelteskoven etableres nu et helleanlæg, så det bliver mere trafiksikkert for fodgængere at krydse Usserød Kongevej. Foto: Hørsholm Kommune

Fodgængere får nyt helleanlæg

For 1,2 millioner kroner bygges der helleanlæg på Usserød Kongevej i Breelteskoven

Af
Morten Timm

I den lille Breelteskoven - hvor den brede Usserød Kongevej skærer igennem - bliver det snart mere sikkert for forgængere og andre bløde trafikanter at krydse vejen.

Hørsholm Kommune har nemlig sat gang i etableringen af et nyt helleanlæg, og det forventes at være færdig inden påsken.

"Det er en glæde at kunne opfylde dette ønske fra skovstiernes brugere og mange andre bløde trafikanter. De får nu en mulighed for at krydse Usserød Kongevej i to tempi og vente på fri bane på en helle på midten, siger Jan Klit (K), formand for Miljø- og planlægningsudvalget, i en pressemeddelelse.

For at gøre plads til en helle midt på vejen skal Usserød Kongevej udvides for. Samtidig bliver byzonetavlerne flyttet, således at den nye helle kommer til at ligge inden for byzonen, hvor der maksimalt må køres med 50 km/t.

Midlertidige ændringer

Her i anlægsfasen medfører projektet også enkelte trafikale ændringer i anlægsfasen, oplyser udvalgsformanden.

Busstoppestedet kan i en kortere periode blive flyttet udenfor arbejdsområdet, og det ene buslæskur bliver flyttet permanent tættere på cykelparkeringen for at give plads til udvidelsen af vejen.

"Vi forventer ikke, at det medfører gener for bussens brugere," meddeler Jan Klit.

Helleanlægget har et budget på 1,2 millioner kroner, men der blev indgået kontrakt med OptimusAnlæg A/S om at udføre arbejdet, inden Hørsholm Kommunes anlægsstop trådte i kraft.

Publiceret 18 March 2019 11:00