Det er en god idé i god tid at beslutte sig for at at skifte huset ud med en mindre besværlig lejlighed.

Det er en god idé i god tid at beslutte sig for at at skifte huset ud med en mindre besværlig lejlighed. Foto: AdobeStock

Derfor skal du flytte i tide:

De fleste ulykker sker i hjemmet

Kæmpe interesse for ÆldreSagens temamøder om at flytte fra hus til lejlighed

Af
Fred Jacobsen

Uanset, man selv føler sig frisk og rørig, er der ingen tvivl om, at et stort hus med trapper og kælder kan blive besværligt, når man bliver ældre.

Men pensionister har det ikke så nemt med at skifte bolig i tide. Beslutningen udskydes, fordi den er lidt vanskelig og besværlig. Man får ikke skiftet sit hus ud med et rækkehus eller lejlighed, men bliver i sit hus med trapper, tagrender der skal renses, høje hække der skal klippes og andre opgaver.

Det er dog også i hjemmet, de fleste ulykker sker, og jo ældre man er, jo vanskeligere er det at blive helt rask efter et uheld. Faldulykker er de mest almindelige og samtidig alvorligste - og tager lang tid at komme sig over.

Næste møde overtegnet

Det er bare én af en lang række grunde til i god tid at se sig om efter et nyt sted at bo. Det er et emne, Ældre Sagen har taget fat i med møderækken 'Fra hus til lejlighed'.

Dem er der stor interesse for. Det næste, som er det femte i rækken, onsdag 27. marts i Fritidshuset i Rungsted, er allerede overtegnet.

Derfor er det næste allerede sat på programmet til onsdag 10. april, som man allerede nu kan tilmelde sig til hos foreningens næstformand, Verner Knudsen, på vkbk@live.dk. eller tlf. 7571270.

Eksperter hjælper til

På informationsmøderne gennemgår eksperter processen fra at sælge hus til at finde lejlighed. ÆldreSagen har således allieret sig med Nybolig Lillelund, som fortæller om salg, tilstandsrapport, salgsvurdering og lignende, og med Sydbank, der orienterer og belåning, mellemfinansiering, pension og lignende relevante emner.

Mangel på lejligheder

Også borgmester Morten Slotved kommer og fortæller om byudvikling i Hørsholm og kan måske give svar på, hvad kommunen vil gøre for at tilgodese den stigende efterspørgsel efter lejlighed i størrelsesordenen 65-110 kvadratmeter uden trapper, som Ældre Sagen mener, der er mangel på.

For Ældre Sagen er det et mål at arbejde for, at ældre kan blive i eget hjem så længe som muligt. Det er også en god forretning, mener Ældre Sagens næstformand, Verner Knudsen.

"Kommunen vil spare mange penge, for en plejehjemsplads koster 500.000-600.000 kr. pr. år," lyder Knudsens regnestykke.

Publiceret 19 March 2019 16:45