Andreas Lunding på den golfbane, han holder allermest af: Kokkedal Golfklubs bane, der ligger lige op af det smukke Kokkedal Slot. Foto: Pia Haabegaard

Andreas Lunding på den golfbane, han holder allermest af: Kokkedal Golfklubs bane, der ligger lige op af det smukke Kokkedal Slot. Foto: Pia Haabegaard

Golftalentet Andreas Lunding tager springet

Fra hobby til pro: Efter 16 år i Kokkedal Golfklub springer det lokale golftalent Andreas Lunding ud som professionel golfspiller

Af
Pia Haabegaard

Seks succesfulde år på college i Delaware, USA, gjorde udslaget for 26-årige Andreas Lunding, der er født og opvokset i Hørsholm og har spillet i Kokkedal Golfklub, siden han var 10 år:

1. januar i år sprang han ud som professionel golfspiller.

Hans resultater på golfholdet på hans college var simpelthen så overbevisende, at det gjorde ham klar til at udleve drømmen om at gøre golf til hans karriere.

Fornem pris

"De første fire år, hvor jeg tog en bachelor i business management, spillede jeg på golfholdet. Min præstation svingede lidt fra år til år, men alligevel var jeg den bedste på holdet i alle fire år", fortæller Andreas Lunding, der sluttede sit fjerde golfår med at vinde prisen 'Division Two All American', som går til de bedste golf-spillende student athletes i hele USA.

"Det er en landsdækkende pris til de bedste golfspillere, og det var en meget stor ære at vinde den. Det er kun anden gang i min skoles historie, at en golfspiller har vundet prisen. For mig personligt var det også en fed måde at afslutte mit golfspil på skolens hold", siger Andreas Lunding.

I 2017 blev Andeas Lunding Danmarksmester for amatører, og det bekræftede ham i, at en professionel karriere er vejen frem. Privatfoto

I 2017 blev Andeas Lunding Danmarksmester for amatører, og det bekræftede ham i, at en professionel karriere er vejen frem. Privatfoto

Gratis uddannelse

Efter de fire år på skolens golfhold, tog Andreas Lunding i de følgende to år en master i sportsmanagement, og samtidig arbejdede han som coach for golfholdet.

Hans præstationer medførte, at han fik hele sin uddannelse gratis.

Nu gælder det livet som professionel golfspiller, og udover de succesrige år i USA har endnu en begivenhed overbevist Andreas Lunding om, at det er det rigtige valg.

"Da jeg blev Danmarksmester for amatører i 2017 blev jeg bekræftet i, at det er det rigtige. Det er den største personlige sejr i min karriere og bekræftede mig i, at jeg kan spille med på højeste plan.

Derudover har min evne til at blande mig i toppen af samtlige af de bedste danske amatørturneringer de sidste to år videre bekræftet mig i at golf skal have en chance".

Andreas Lunding har blod på tanden og er klar til sommerens turneringer i Danmark, Sverige og Norge. Privatfoto

Andreas Lunding har blod på tanden og er klar til sommerens turneringer i Danmark, Sverige og Norge. Privatfoto

Dyrt eventyr

At springe ud som professionel golfspiller er ikke en billig fornøjelse. Andreas Lunding anslår, at det koster 150.000 kr. pr. sæson. Derfor er han også på ihærdig jagt efter lokale sponsorer.

"Jeg har sparet op, så jeg kan klare første sæson. Jeg spiller i det skandinaviske samarbejde Nordic Legaue, hvor en førstepræmie udløser cirka 65.000 kroner, mens de øvrige resultater giver langt mindre.

Derfor har jeg udarbejdet et sponsortilbud, hvor jeg ud over de traditionelle ting som logoer og den slags også tilbyder golfdage for firmaet, både for medarbejdere eller i forbindelse med kundearrangementer", oplyser Andreas Lunding.

Der er kridtet op til hård træning i Kokkedal Golfklub, inden de professionelle turneringer går i gang. Foto: Pia Haabegaard

Der er kridtet op til hård træning i Kokkedal Golfklub, inden de professionelle turneringer går i gang. Foto: Pia Haabegaard

Stor udfordring

Nu kribler det bare i Andreas Lunding efter at komme ud og træne og spille turneringer i hele Skandinavien efter en lang vinter med træning i et indendørs golfanlæg.

"Jeg tror på det. Min ophold i USA gav mig så meget gå-på-mod og bekræftede mig i, at hvis jeg fokuserer på noget, så kan jeg også gennemføre det.

Det var en stor personlig udfordring, både fordi jeg var den eneste dansker på mit college og fordi jeg stammer. Når man stammer, er det utrolig svært lige pludselig at skulle tale et fremmedsprog uafbrudt.

Min far var da også lidt bekymret, da han afleverede mig i Deleware", griner Andreas Lunding, der i øvrigt kun stammer ganske let og nu er klar til næste golfeventyr.

Publiceret 17 April 2019 16:00