Konservativ formand Tomas Dyrbye (tv.) har indstillet over vælgerforeningen, at Thorkild Gruelund skal ekskluderes. Pressefotos

Konservativ formand Tomas Dyrbye (tv.) har indstillet over vælgerforeningen, at Thorkild Gruelund skal ekskluderes. Pressefotos

Endeligt opgør om Gruelund:

Partiledelse indstiller til eksklusion

"Der er ingen vej tilbage for Thorkild Gruelund," fastslår K-formand Tomas Dyrbye efter at have indkaldt partimedlemmer i Hørsholm til ekstraordinær generalforsamling. "Det er ikke fair", lyder det fra Thorkild Gruelund

Af
Morten Timm

Det Konservative Folkeparti i Hørsholm står foran en skillevej, der om en uge kan betyde et endegyldigt farvel til partiets ældste og længstsiddende kommunalbestyrelsesmedlem, Thorkild Gruelund.

Lige før påske har partiledelsen i Hørsholm med formand Tomas Dyrbye i spidsen indkaldt til ekstraordinær generalforsamling tirsdag 30. april kl. 20. Eneste punkt på dagsordenen er eksklusion af Thorkild Gruelund.

Indstillingen kommer efter længere tids uro og splittelse mellem den 71-årige politiker og partiledelsen samt byrådsgruppen. Det kulminerede i december, da Thorkild Gruelund vandt sagen om vejretten til sit værtshus i Hovedgaden over Hørsholm Kommune og angreb både borgmester Morten Slotved og embedsmænd.

"Det er en meget svær og pinefuld sag, og jeg er meget ked af den, men jeg ser ingen anden udvej. Det har været en lang proces, og nok er nok," siger konservativ formand Tomas Dyrbye til Ugebladet.

Enighed om eksklusion

Han oplyser, at der hele vinteren er arbejdet på at finde løsninger, og der har været mange snakke med Thorkild Gruelund - herunder med mægler - uden at det lykkedes at finde en fælles vej.

"Det er hele bestyrelsen og C-gruppen (medlemmerne af Hørsholm Kommunalbestyrelse - red.), der har besluttet at tage det her skridt," siger Tomas Dyrbye.

Ifølge K-formanden mener han ikke, at Gruelund har været loyal overfor partiet, og han opridser tre bevæggrunden bag indstillingen om eksklusion.

Det første er, at Gruelund i sagen mod kommunen sammenblandede egne interesser med sit offentlige hverv i kommunalbestyrelsen, at han offentligt har undsagt borgmester Morten Slotved og ikke længere er medlem af C-gruppen, fordi de, ifølge Tomas Dyrbye, ikke vil have ham ind.

"Det er en fair nok sag at tage med Hørsholm Kommune, men han skulle ikke selv have være en del af det. Der skal være en fuldstændig ren agenda, og sådan kan det ikke køre i et ordentligt parti," fastslår Tomas Dyrbye.

På den ekstraordinære generalforsamling hos Konservative er det op til de fremmødte medlemmer at afgøre Thorkild Gruelunds videre skæbne. For at kunne gennemføre en eksklusion kræver det totredjedele af stemmerne på generalforsamlingen.

Gruelund: Ikke fair

Da Ugebladet, et døgn efter indkaldelsen blev udsendt, får fat i hovedpersonen er det en fåmælt Thorkild Gruelund.

"Jeg er meget ked af det, for nu at sige det rent ud. Og skuffet. Jeg synes ikke, at det er fair, men jeg kæmper og vil blive ved med at kæmpe for fortsat at være medlem af Det Konservative Folkeparti. Lige til det sidste," siger Gruelund og tilføjer, at han har været med siden 1960, hvor han som 12-årig blev aktiv i KU.

Thorkild Gruelund afviser overfor Ugebladet, at han har været illoyal.

"På 25 år har jeg stemt anderledes end C-gruppen to gange. Det var i havnesagen og i Hannebjerg-sagen. Jeg mener, at jeg har et fremragende samarbejde med borgmesteren, og der har aldrig været problemer i C-gruppen, før end jeg vandt sagen over kommunen. Men det var kommunen - og ikke mig - der har begået en ulovlighed. Derfor forstår jeg ikke, at jeg skal sige undskyld," udtaler Thorkild Gruelund.

Han mener ikke, at han i forløbet er blevet ordentligt behandlet af formand Tomas Dyrbye og kan nu kun sætte sin lid til, at der kommer mange medlemmer og støtter ham på den ekstraordinære generalforsamling, som afholdes i Loungen i Bitcoin Arena.

Gruelund blev valgt ind i kommunalbestyrelsen 1993 og er siden blevet genvalgt syv gange, senest i november 2017, hvor han fik 388 personlige stemmer, hvilket placerede ham som nummer fire på top 10-listen.

De seneste tre valgperioder har han været formand for Social- og seniorudvalget, og det er han fortsat.

SAGEN KORT

5. december 2018 advarer Tomas Dyrbye, formand for den konservative vælgerforening i Hørsholm, i en pressemeddelelse Thorkild Gruelund mod at eksponere sig selv i hans sag mod Hørsholm Kommune i en privat sag om færdselsret. "Koncentrér dig om politik og stop med den offentlige eksponering af private sager," lyder partiformandens opfordringen.

Gruelund svarer igen: "Jeg er altid ærgerlig over en dårlig sag i Hørsholm Kommune. Det vil dog ikke forhindre mig i at udtale mig."

21. december melder Det Konservative Folkeparti i Hørsholm og borgmester Morten Slotved ud, at Thorkild Gruelund ikke længere er del af den konservative gruppe i kommunalbestyrelsen. De forventer, at han melder sig ud af partiet og stiller sit mandat til rådighed. Begrundelse: "Summen af sager, hvor Thorkild ikke har arbejdet loyalt med gruppen". Desuden har han ikke villet give borgmesteren sin fulde opbakning.

Thorkild Gruelund afviser at forlade byråd og parti.

27. december: Thorkild Gruelund erklærer sin fulde opbakning til borgmesteren og inviterer til en snak om sagen. Morten Slotved kvitterer med et "jeg tror det er sundt, vi tager en snak"

6. januar 2019: Tomas Dyrbye oplyser, at en eksklusionssag er sat i værk. "Thorkild Gruelund er ikke længere medlem af den konservative gruppe. Derfor kan han ikke sidde i kommunalbestyrelsen. Hvis han ikke selv vil trække sig, må vi ekskludere ham."

24. januar: Eksklusionssagen er sat i bero. Formanden for Nordsjællands Storkreds, Jesper Roulund, går ind og mægler i sagen.

Marts: Jesper Roulund erklærer mæglingen for afsluttet. Gruelund er fortsat udelukket fra byrådsgruppen.

15. april: Bestyrelsen for Det konservative Folkeparti indkalder til ekstraordinær generalforsamling med indstilling til eksklusion af Thorkild Gruelund.

Publiceret 20 April 2019 08:00