Jan H. Klit (K) lytter sammen med de andre deltagere til forfatter Tobias Stenbæk Bro. Der er ham, der har skrevet gyseren på Gyser-ruten.

Jan H. Klit (K) lytter sammen med de andre deltagere til forfatter Tobias Stenbæk Bro. Der er ham, der har skrevet gyseren på Gyser-ruten.

Kløverstier indviet:

Gys og nye sider af Hørsholm

Ruter fra 2,5 til 21 km fører dig fra PH Park og rundt til steder, du måske ellers ikke ville se

Mange havde trodset påskebordets fristelser for i stedet at komme ud at opleve naturen i Hørsholm

Der var fuldt tryk på både sol og vandreegnet skotøj, da Hørsholm Kommune lørdag indviede fire nye 'Kløverstier', der alle har sit udgangspunkt ved PH Park på den gamle sygehusgrund. Med forventningsfulde smil så dagens mange besøgende til, mens kommunalbestyrelsesmedlem og formand for Miljø- og Planlægningsudvalget, Jan H. Klit (K), afslørede den pæl, der er udgangspunkt for de fire ruter.

Naturen som inspiration

Efter at have budt folk velkommen, gav Jan H. Klit ordet til den lokale forfatter, Tobias Stenbæk Bro, der har skrevet den gyserfortælling, som er udgangspunkt for én af ruterne. På Gyser-ruten kan de vandrende downloade i alt fire lydkapitler af en gyser, der tager sit udgangspunkt i Hørsholm, og som handler om en del af det område, som ruten skærer sig igennem.

Ifølge Tobias Stenbæk Bro er den lokale natur en stor inspirationskilde, og gyser-fortællingen, Allikernes Arv, er ingen undtagelse.

”I middelalderen var naturen en vigtig ressource, men også noget, som man frygtede. Overtroen var en del af dagligdagen, og derfor var skoven også et uhyggeligt sted. Siden aftog overtroen, og naturen blev i højere grad et sted for rekreation. Men i disse klimatider er naturen igen blevet noget, man skal bekymre sig om, og det er en del af min fortællings underliggende tematik,” forklarede Tobias Stenbæk Bro, der debuterede med sin anmelderroste eventyrfortælling, Væddermændenes Nat. Fortsættelsen, Blodets sti, udkommer til efteråret.

Hørsholm fra en ny vinkel

Efter talerne var ovre, blev de mange fremmødte sendt afsted på ruterne, der varierer fra ca. 2,5 til 21 kilometers længde. Men selv om lørdagens arrangement er overstået, kan alle i Hørsholm fremover nyde godt af stierne og måske få set en del af kommunen, som de ellers ikke har oplevet.

Gyser-fortællingen kan kun downloades på Gyser-ruten, og det kræver mobil, en QR-scanner samt høretelefoner at høre historien, som er indtalt af skuespiller Preben Harris, kendt fra teaterscenen samt fra tv-serier som Matador, Edderkoppen og Krøniken.

Publiceret 23 April 2019 16:00