Catherine Lefebvre har i ti år kæmpet for at få Karen Blixen Museet på finansloven. Det er sket nu, og nu forlader hun posten som direktør. Blomsterne overrækker hun kort tid efter til prinsesse Marie.

Catherine Lefebvre har i ti år kæmpet for at få Karen Blixen Museet på finansloven. Det er sket nu, og nu forlader hun posten som direktør. Blomsterne overrækker hun kort tid efter til prinsesse Marie. Foto: Peter Dahlerup

Afgående Blixen-direktør: Museet er 'verdens fedeste sted'

Sikring af museets økonomi var afgørende for Catherine Lefebvres beslutningen om at stoppe som direktør

Af
Fred Jacobsen

Mange af os har mærkedage, som står tindrende klare, fordi der skete noget særligt, enten privat, i arbejdslivet eller ude i verden.

Den 30. november 2018 er sådan en dag for Catherine Lefebvre. Det var dagen, hvor det stod klart, at Karen Blixen Museet, som hun er direktør for, kommer på finansloven. Og at næsten ti års kamp med en økonomi, der truede Hørsholms berømte museum på sin eksistens, var historie.

Verdens fedeste sted

Det var også dagen, hvor tanken om at skulle noget andet, modnedes i Catherine Lefebvres hovede. Og nu har hun så meddelt, at hun ikke ønsker at fortsætte som direktør for det, hun kalder "verdens fedeste sted". Med udgangen af maj er det slut, og Rungstedlundfonden håber ifølge bestyrelsesformand Michael Bjørn Nellemann at kunne præsentere en ny direktør på den anden side af sommerferien.

Ros - ingen penge

”Vi har skullet arbejde hårdt for at drive huset uden statsligt tilskud, som andre museer får. Det har været en stor kamp, og museet var lukningstruet i flere år. Det var det, selvom museet havde et virkelig godt omdømme.”

"Alle har rost os og taler om Blixen som fælles kulturarv, men kom det til økonomien, var det op ad bakke," fortæller den snart forhenværende direktør, der fra den dag, hun i august 2009 tiltrådte, havde som mål at få museet på finansloven.

Det kom det så den 30. november sidste år. Og de tre millioner, der kommer ind ad den vej, sikrer museet mod underskud. Det gør, at den ny direktør kan rette blikket fremad og udvikle museet yderligere.

Glo på et bøgetræ

Catherine Lefebvre er godt tilfreds med det, hun nu giver videre, og ser nu frem til "en lille pause, hvor jeg kan gå ud og glo på et bøgetræ i haven", men også til nye opgaver inden for æstetik og kunst, som er det hun kommer fra og brænder for - især det internationale.

"Og så har jeg lært meget af Karen Blixens syn på klima, en grøn dagsorden og bæredygtighed. Det skal jeg også arbejde med," fortæller den 56-årige, der har en baggrund som magister i idéhistorie og filosofi.

Catherine Lefebvre bor i Klampenborg sammen med sin mand og har en voksen søn.

Publiceret 26 April 2019 18:00