Thomas Dyrbye, formand for frn konservative vælgerforening i Hørsholm.

Thomas Dyrbye, formand for frn konservative vælgerforening i Hørsholm. Arkivfoto

Partiformand: Gruelund forrådte sin borgmester

Eksklusionen af Hørsholms mest erfarne lokalpolitiker er ikke politisk begrundet, siger formand Tomas Dyrbye

Af
Fred Jacobsen

Da eksklusionssagen mod kommunalbestyrelsens nestor, 71-årige Thorkild Gruelund, sent tirsdag endte med, at 25 års jubilaren og Ridder af Danneborgsordenen må forlade partiet, var det også afslutningen på en sag, som vælgerforeningens formand, Tomas Dyrbye, kalder for "pinefuld".

"Det er svært at bede en partifælle om at gå ud af døren, og det har været en pinefuld sag for borgmesteren," siger Tomas Dyrbye, der dog er meget tydelig i sin beskrivelse af, hvad det er, Thorkild Gruelund har gjort.

"Jeg mener, han har forrådt sin borgmester," lyder partiformandens utvetydige vurdering.

Modvirker partiets virke

Forræderiet består ifølge Tomas Dyrbye i, at han har blandet kasketterne og brugt sin position til at fremme en privat sag. Han har, siger Tomas Dyrbye, på den måde forbrudt sig mod partivedtægterne, der siger, at et medlem kan ekskluderes, hvis det modvirker partiets virke.

"Han har gjort det svært for partiet at agere i Hørsholm Kommune. Thorkild burde have været professionel nok til at indse, at man ikke kan være politiker og partimedlem det ene og privatperson det andet øjeblik. Jeg anerkender, at der er en sag med kommunen (færdselsretssagen, red.), men den skulle han have sat en advokat på og ikke gået i medierne med," forklarer Tomas Dyrbye.

Ikke en politisk sag

På Ugebladet spørgsmål om, hvad der i Thorkild Gruelunds politiske virke begrunder en eksklusion, svarer han:

"Det er ikke begrundet i politik. Han har modarbejdet partiets virke ved at blande ting sammen. Han har derved skabt en troværdighedskonflikt."

Borgmester Morten Slotved er ikke parat til at svare på samme spørgsmål.

"Det har jeg ikke behov for, det her. Det vil jeg ikke sige noget om. Nu skal vi videre," siger han til Ugebladet.

Har gjort alt

Da eksklusionen kom frem kort før jul var en af årsagerne, at Gruelund blev beskyldt for ikke at have bakket op om borgmesteren. En uges tid senere erklærede han i Ugebladet sin fulde opbakning til Morten Slotved og inviterede til en snak. Én ting er, hvad man siger til en avis, noget andet er ifølge partiformanden, hvordan det fungerer.

"Det har jeg ikke set, det gør, og det er 17 mennesker, ti i vælgerforeningens bestyrelse og syv i K-gruppen, enige om," mener Dyrbye, der også mener, at han har gjort alt for at sagen kunne have fået et andet udfald.

"Jeg har så måske ikke magtet det godt nok. Jeg synes, jeg har været villig til at strække mig langt. Morten også. Selv om han er rummelig, kunne sagen ikke redes," slår Tomas Dyrbye fast.

SAGEN KORT

5. december 2018 advarer Tomas Dyrbye, formand for den konservative vælgerforening i Hørsholm, i en pressemeddelelse Thorkild Gruelund mod at eksponere sig selv i hans sag mod Hørsholm Kommune i en privat sag om færdselsret. "Koncentrér dig om politik og stop med den offentlige eksponering af private sager," lyder partiformandens opfordringen.

Gruelund svarer igen: "Jeg er altid ærgerlig over en dårlig sag i Hørsholm Kommune. Det vil dog ikke forhindre mig i at udtale mig."

21. december melder Det Konservative Folkeparti i Hørsholm og borgmester Morten Slotved ud, at Thorkild Gruelund ikke længere er del af den konservative gruppe i kommunalbestyrelsen. De forventer, at han melder sig ud af partiet og stiller sit mandat til rådighed. Begrundelse: "Summen af sager, hvor Thorkild ikke har arbejdet loyalt med gruppen". Desuden har han ikke villet give borgmesteren sin fulde opbakning.

Thorkild Gruelund afviser at forlade byråd og parti.

27. december: Thorkild Gruelund erklærer sin fulde opbakning til borgmesteren og inviterer til en snak om sagen. Morten Slotved kvitterer med et "jeg tror det er sundt, vi tager en snak"

6. januar 2019: Tomas Dyrbye oplyser, at en eksklusionssag er sat i værk. "Thorkild Gruelund er ikke længere medlem af den konservative gruppe. Derfor kan han ikke sidde i kommunalbestyrelsen. Hvis han ikke selv vil trække sig, må vi ekskludere ham."

24. januar: Eksklusionssagen er sat i bero. Formanden for Nordsjællands Storkreds, Jesper Roulund, går ind og mægler i sagen.

Marts: Jesper Roulund erklærer mæglingen for afsluttet. Gruelund er fortsat udelukket fra byrådsgruppen.

15. april: Bestyrelsen for Det konservative Folkeparti indkalder til ekstraordinær generalforsamling med indstilling til eksklusion af Thorkild Gruelund.

30. april: Thorkild Gruelund ekskluderes. 67 møder op, 54 stemmer for, 12 imod, én stemmer blank.

Publiceret 01 May 2019 19:00