"Det har været en helt forfærdelig hetz, der er kørt mod Thorkild Gruelund. Og jeg mener, at det er meget pinligt, den måde bestyrelsen har tacklet det her på og nu flytter jeg vælgerforening," siger Camilla Kann Fjeldsøe til Ugebladet. Pressefoto

Tidligere K-profil:

Melder sig ud i protest over Gruelund-eksklusion

Med ekskluderingen af Thorkild Gruelund fra Konservative i Hørsholm tager forhenværende kommunalbestyrelsesmedlem Camilla Kann Fjeldsøe konsekvensen og melder sig ud af den lokale konservative vælgerforening

Af
Morten Timm

"Jeg er konservativ helt ind i hjertet. Og jeg har kendt Gruelund i mange år, og når der ikke er plads til Thorkild, så er der heller ikke plads til mig".

Sådan lyder det fra en yderst skuffet Camilla Kann Fjeldsøe dagen derpå. Samtidig sår hun tvivl af lovligheden af eksklusionen.

Det tidligere konservative byrådsmedlem tog straks efter eksklusionen af Thorkild Gruelund på den ekstraordinære generalforsamling tirsdag aften beslutningen om at melde sig ud af den konservative vælgerforening i Hørsholm. "Det har været en helt forfærdelig hetz, der er kørt mod Thorkild Gruelund. Og jeg mener, at det er meget pinligt, den måde bestyrelsen har tacklet det her på og nu flytter jeg vælgerforening," siger Camilla Kann Fjeldsøe til Ugebladet og tilføjer, at hun rykker til Fredensborgs vælgerforening.

Hun sad i Hørsholm Kommunalbestyrelse fra 2001 til 2009.

Uretfærdigt og usagligt grundlag

"Jeg respekterer selvfølgelig flertalsafgørelsen på generalforsamlingen, men jeg mener, at eksklusionen er sket på et dybt uretfærdigt og usagligt grundlag. Det, de dømmer ham på, er noget, der er foregået på lukkede møder i Konservative og i private og fortrolige mails afsendt, da Gruelund var vred og skuffet over, at C-gruppen havde stemt for at anke den sag, som kommunen efter fire års opslidende sagsforløb havde tabt. Men man kan i hvert fald ikke beskylde Gruelund for politisk ikke at være konservativ," fastslår Camilla Kann Fjeldsøe.

"Der har på intet tidspunkt været stillet spørgsmålstegn til, hvorvidt Gruelund har konservative holdninger. Han har været medlem af kommunalbestyrelsen i 25 år, hvor han loyalt har tjent partiet," tilføjer hun.

Dårlig timing

Camilla Kann Fjeldsøe er samtidig fortørnet over K-bestyrelsens timing for eksklusion så tæt på et folketingsvalg.

Hvor andre vælgerforeninger samles for at koordinere valgkamp, samles Hørsholm vælgerforening om at smide den mest konservative mand ud af partiet...

"Hvor andre vælgerforeninger i disse dage samles for at koordinere valgkamp, samles Hørsholm vælgerforening om at smide den mest konservative mand ud af partiet. Det er da helt hen i vejret. Og helt idiotisk timing," understreger den tidligere K-profil overfor Ugebladet.

Eksklusion er vedtægtsstridig

Camilla Kann Fjeldsøe forsøgte på den ekstraordinære generalforsamling at rejse tvivl om lovligheden af en eksklusion, som hun mener er vedtægtsstridig og dermed ulovlig, for der er en righoldig domspraksis om eksklusionsgrunde.

"Generelt kan det siges, at der gælder et saglighedskrav, hvor det populært kan udtrykkes med, at der skal være en solid grund til at beslutte, at et medlem ikke længere kan være medlem. Der skal foreligge en alvorlig misligholdelse fra medlemmets side. Det er ikke nok, at et flertal ikke kan lide den. Her ses på, at foreningslivet er karakteriseret ved, at mennesker forsamles og ytre sig," oplyser Kann Fjeldsøe.

Publiceret 01 May 2019 10:41