"Han kan brænde 100 koraner af. Det betyder ikke noget for vores sammenhold," lød det fra bydelsmødrene i Kokkedal og vendte bogstaveligt talt ryggen til Rasmus Paludan. Foto: Fred Jacobsen

Kokkedal vendte ryggen til Paludan

Kun beskeden interesse for korankast og koranafbrænding under Kokkedal Byfest

Af
Fred Jacobsen

Rasmus Paludan og Stram Kurs vendte i aftes tilbage til Kokkedal, efter at den kendte provokatør og politiker mandag uden stort held forsøgte at skabe opmærksomhed.

I stedt valgte han i aftes at vende tilbage til byfesten i Kokkedal. Men mens der blev festet og spillet musik på arealet foran Egedalshallen, var der stort set ingen interesse for Rasmus, der på landets på det tidspunkt nok bedst bevogtede græsplæne nær Holmegårdscentret muntrede sig med korankast og ditto afbrænding.

Mistede interessen

En enkelt ældre mand troppede på et tidspunkt op foran afspærringen for at fortælle Paludan hvad definitionen på en dansker er efter hans mening er. Den mistede Paludan hurtigt interesse for. Tydeligvis fordi den ikke stemte overens med hans egen definition.

Og lidt senere indlod en anden sig på en diskussion med Rasmus Paludan, der havde fået lov til at bevæge sig inden for at afmærket område, der var bevogtet af et stort antal politifolk.

Han kan brænde 100 koraner af. Det betyder ikke noget for vores sammenhold

Paludan havde følge af tre kvinder. De to filmede til hans streaming på YouTube, den tredje deltog i korankast og blev beordret til at sætte ild til en udgave af koranen. Og var flammerne ikke tydelige nok, blev der hældt lampeolie på flammerne.

Byfesten gik videre

Alt det foregik samtidigt med at byfesten få hundrede meter derfra foregik uanfægtet.

Og symbolsk for de tilstedeværendes holdning til denne optræden, dannede Kokkedals Bydelsmøde en menneskekæde og vendte ryggen til Rasmus Paludan.

"Han kan brænde 100 koraner af. Det betyder ikke noget for vores sammenhold," som en af bydelsmødrene sagde til Uge-Nyt.

Alternativerne vandt

Forud for Paludans besøg mandag havde Kokkedal Skole opfordret forældrene til at tage en snak med deres børn om det hensigtsmæssige i at deltage i Paludans optræden, og Kokkedal på Vej havde arrangeret pizza og en tur til Superliga-fodboldkampen mellem FC Nordsjælland og FC Midtjylland som alternativ.

Også fredag var der arrangeret alternativer til Stram Kurs og Paludan. De trak helt klart mere end han gjorde.

Publiceret 04 May 2019 15:00