Her kan man se vandfaldet ned til slusen, hvor svaneungerne ender deres dage.

Her kan man se vandfaldet ned til slusen, hvor svaneungerne ender deres dage. De bliver fanget af strømmen og trukket hen til slusen, hvor de bliver trukket med vandmasserne. I baggrunden ved de grønne siv ses svanefar. Foto: Morten Timm

Redningsaktion svaneunger:

Fem års kamp mod dødsfælde

Dyrenes Beskyttelse og borgere ved Stampedammen har hvert år kæmpet for at redde de små svaneunger fra døden i slusen under Stampevej. De kritiserer kommunen for ikke at ville gøre noget

Af
Morten Timm

Ikke én eneste lille svaneunge har i de sidste år overlevet de første uger i Stampedammen.

Hver og én har måtte lade livet i den dødsfælde af en sluse, som fører vandet under Stampevej og videre i Usserød Å.

Beboere i området fortæller om forfærdelige scener, hvor de små svaneunger brutalt skyldes ud af Stampedammen - væk fra deres mor og far - og ofte ikke klarer den brutale rutsjetur gennem de voldsomme vandmasser.

I torsdags udklækkede svaneparret i Stampedammen et nyt kuld i reden, der ligger få meter fra fortovet på Stampevej. Til stor interesse fra kvarterets beboere, der troligt følger med i svanefamiliens liv, men også forfærdet har måtte se til, at de dør en efter en. Utallige gange har de gjort Hørsholm Kommune opmærksom på problemet.

Allerede i weekenden måtte en af svaneungerne aflives efter at være blevet 'suget' ned i slusen, fortæller Lene Lindholm Christiansen, områdeformand for Dyrenes Beskyttelse i Nordsjælland.

En anden svanling kom helskindet gennem, hvor en borger fik båret den tilbage til Stampedammen og resten af svanefamilien, der nu tæller fire unger.

Et spørgsmål om tid

Det ville dog bare være et spørgsmål om tid. For ifølge Lene Lindholm Christiansen fra Dyrenes Beskyttelse har mønsteret nemlig været det samme år efter år.

"Inden ungerne er blevet store og stærke nok har slusen taget dem og slået dem ihjel - og skulle de klare turen, kan de ikke selv finde tilbage til svanemor og -far og vil ikke være i stand til at klare sig selv og overleve. Sidste år døde alle syv svaneunger på få dage," oplyser hun.

Tæt ved fortorvet og vejen har svanefamilien i Stampedammen slået sig ned.

Tæt ved fortorvet og vejen har svanefamilien i Stampedammen slået sig ned. Foto: Morten timm

Hvert år sluger slusen også adskillige blishøne-unger, og problemet er virkelig noget, der optager beboerne omkring Stampedammen og gør dem oprørte.

Siden overløbskanten ved slusen i 2013 er blevet sænket med 10 cm af Hørsholm Kommune er problemet kun blevet værre.

Manglende ansvar

Sammen med Dyrenes Beskyttelses lokale kredsformand, Bente Houlbjerg Hansen, har Lene Lindholm Christiansen kæmpet for svaneungernes overlevelse og været i kontakt med Hørsholm Kommune for at få dem til at gøre noget ved problemet.

Til Dyrenes Beskyttelse og mange borgeres frustration er der ingenting sket, og nu kan de ikke længere være vidne til, at endnu en flok små svaneunger svømmer ind i den visse død, uden at gøre noget.

"Vi føler ikke, at Hørsholm Kommune har taget ansvar i sagen og kigget på løsninger, men kun set problemer. Og de forslag, der er kommet frem, er hver gang blevet afvist, begrundet med, at det koster for meget og skal driftes," oplyser Lene Lindholm Christiansen.

Vi føler ikke, at Hørsholm Kommune har taget ansvar i sagen og kigget på løsninger, men kun set problemer...

Sidste år bragte Dyrenes Beskyttelse selv forslaget frem om en flydespærring, som den man kender fra søerne i København. Peter Skat Nielsen, næstformand i Danmarks Naturfredningsforening i Hørsholm, har ligeledes foreslået et såkaldt skumbræt, der også ville kunne afskærme svaneunger for slusen.

Tog sagen i egen hånd

Uden imødekommenhed fra Hørsholm Kommune og dermed udsigt til en brugbar løsningsmodel til at redde svaneungerne har områdeformanden for Dyrenes Beskyttelse nu taget sagen i egen hånd.

Tirsdag kunne Lene Lindholm Christiansen oplyse, at hun havde fået bevilget 15.000 kroner fra Dyrenes Beskyttelse til indkøb af en flydespærring, som kan lægges ud foran slusen og forhindre, at svaneuger trækkes ned med vandmasserne.

"Vi tilbyder at sætte den ud og tage den op igen, så kommunen ikke har noget besvær med det. Det er kun dejligt, hvis vi kan gøre en forskel, selv om det har været en fem år lang kamp," understreger Lene Lindholm Christiansen overfor Ugebladet.

Efter en times arbejde er flydespærre ved at være på plads. Nu skulle svaneungerne ikke kunne blev suget ned i slusen mere.

Efter en times arbejde fra Nordsjællands Brandvæsen er flydespærren ved at være på plads. Nu skulle svaneungerne ikke kunne blev suget ned i slusen mere. Foto: Morten Timm

For ikke at spilde dyrebar tid på leveringen af den særlige flydetube fik Dyrenes Beskyttelses områdeformand tirsdag eftermiddag hjælp fra beredskabet hos Nordsjællands Brandvæsen til at sætte en midlertid flydespærre op. Så nu skulle svaneunger været sikret.

Risiko for oversvømmelser

Det hilser Rune Munch Christensen, teamleder for Miljøafdelingen i Hørsholm Kommune, velkommen.

"Hørsholm kommune vil selvfølgelig ikke forhindre, at det her prøves af, og naturligvis er vi ikke interesseret i, at svaneunger bliver slået ihjel. Skal der gribes ind og laves en foranstaltning, skal der være sikkerhed for, at man ikke risikerer at forårsage andre problemer i området, såsom risiko for oversvømmelse af private huse ved kæmpe regnskyl, som nogen af de foreslåede løsninger ville kunne medføre," siger Rune Munch Christensen.

For kommunen er det også en prioritering. Det vi løser, skal stå mål med, hvad det koster...

Han understreger, at det ikke er fordi, man ikke har villet gøre noget.

"For kommunen er det også en prioritering. Det vi løser, skal stå mål med, hvad det koster. Og her har vi fundet, at det er vigtigere at sikre folks huse mod oversvømmelse fremfor at redde nogle svaneunger," fastslår han.

Ifølge teamlederen har der ikke umiddelbart været en løsningsmodel, de har troet, ville virke.

”Vi har fra kommunens side forhørt os hos de, vi mener har fagkundskaben på området, og vi har ikke fået præsenteret en løsning, som overbeviste os om, at problemet blev løst uden det blev urimeligt dyrt - en flydespærring er netop blevet afvist af de eksperter, som vi har talt med,” siger Rune Munch Christensen til Ugebladet.

Han ser dog frem til om den udlagte flydespærring kan afhjælpe problemet. En flydespærring skaber ikke risiko for oversvømmelser, og der er derfor ingen problemer i at prøve den af.

Noget vrøvl

DN-næstformand Peter Skat Nielsen stiller sig uforstående overfor kommunens oplysninger og det faktum, at man bare har afvist forslag og ikke tidligere ville afprøve noget.

"Det er noget vrøvl, at man ikke kan finde løsninger uden det bliver dyrt og øger risikoen for oversvømmelser. Både et såkaldt skumbræt og en flydespærring blev jo foreslået sidste år. Men man ville også kunne lave et gitter og andre faste konstruktioner uden det har betydning for vandgennemstrømningen til slusen og heller ikke påvirker vandstanden i Stampedammen ," fastslår Peter Skat Nielsen.

Publiceret 23 May 2019 17:00