Folk fra Nordsjællands Brandvæsens beredskab rykkede tirsdag ud med en midlertidig flydespærring, der skal forhindre svaneunger i at blive suget ned i slusen og blive dræbt.

Folk fra Nordsjællands Brandvæsens beredskab rykkede tirsdag ud med en midlertidig flydespærring, der skal forhindre svaneunger i at blive suget ned i slusen og blive dræbt. Foto: Morten Timm

Borgmester:

Jeg har selv reddet svaneunger fra slusen

Morten Slotved glæder sig over, at Dyrenes Beskyttelse nu har taget initiativ til at afprøve en flydespærre som sikring for svaneungerne

Af
Morten Timm

Trods kritik af Hørsholm Kommunes manglende indsats for at redde svaneungerne i Stampedammen mener borgmester Morten Slotved ikke, at det er en politisk sag - eller at der er noget udsætte på kommunens miljøafdeling prioritering.

”Vi kan jo ikke politisk gå ind i alle enkeltsager, og som kommune blander vi os normalt ikke i de vilde dyrs liv, men selvfølgelig alle bliver påvirket, når små ællinger er i nød. Det berører da også mig, og mine egne børn går også op i det," fortæller Morten Slotved, der selv bor i nærheden af Stampedammen og kommer forbi dagligt.

"Sidste år reddede min datter og jeg to svaneunger, der var kommet ned i slusen. Vi bar dem tilbage i Stampedammen," tilføjer han.

Glad for initiativ

Slotved giver dog klart udtryk for, at han er glad for, at Dyrenes Beskyttelse nu har taget initiativ til at prøve en løsning af.

"Jeg håber, at det virker. For jeg ved, at vi i kommunen har overvejet mange løsninger, men alle er stødt på grund, enten fordi vi ikke har haft tiltro til den ønskede virkning, eller fordi de har været økonomisk urealistiske. Vi ønsker på ingen måde, at løsningerne udgør en risiko for oversvømmelse af de lavtliggende boliger på Poppelvej. Det tør jeg ikke tage ansvaret for,” fastslår Morten Slotved.

Han opfordrer desuden folk til ikke at fordre svanerne fra Stampevej, da det trækker hen mod slusen.

Publiceret 24 May 2019 17:30