Yunus Eren Celek (i midten) frra Je M'Appelle er sikker på, at mange unge løber rundt i deres tøj om ti år.

Yunus Eren Celek (i midten) frra Je M'Appelle er sikker på, at mange unge løber rundt i deres tøj om ti år. Foto: MYOB

Je M'Apelle-drengene:

Om ti år går mange unge i vores tøj

Mikrovirksomheden fra Kokkedal er nu klar til at stå på egne ben

Drengene fra mikrovirksomheden Je M'Appelle i Kokkedal er sikre på, at de nu er nået så langt, at virksomheden kan stå på egne ben. Og de er overbeviste om, at det også er noget, der vil kunne ses rundt omkring.

"Jeg forventer, at om ti år er Je M'Appelle et mærke, som mange unge går med," siger 16-årige Yunus Eren Celek, der arbejder med marketing og kommunikation.

Je M'Appelle-drengene har arbejdet sammen siden begyndelsen af 2017, da de begyndte som del af Mind Your Own Business (MYOB) i et kælderlokale i Kokkedal. De har netop været til Graduate Camp, som var afslutningen på de to år, de har været under MYOB's vinger.

Det har været nogle lærerige år for Yunus.

Et stabilt 10-tal

"Jeg har kunnet bruge det, jeg har lært, i skolen. I Je M’Appelle arbejder jeg med at markedsføre og reklamere for vores tøj og nå ud til folk. I skolen arbejder vi med reklamefilm, og der kan jeg bruge det, jeg har lært i mikrovirksomheden. Det hjalp mig til sidste eksamen, hvor jeg fik et stabilt 10-tal. Så det har hjulpet mig," fortæller Yunus.

Arbejdet har også været en slags springbræt til sin videre færden i livet.

"Det har hjulpet mig til at finde ud af, hvad jeg vil i fremtiden. Jeg håber, at jeg en dag kan komme ind på Copenhagen Business School efter gymnasiet. For det er sådan en vildt god skole," lyder det fra den 16-årige Je M'Apelle-dreng.

Hoodies og nyt design

Gruppen lancerede i 2018 deres første produkt - hoodies (hættetrøjer, red.) - og fulgt i år op med nyt design og t-shirts.

Valget af navnet Je M'Apelle er ikke tilfældigt.

"Je M’Appelle betyder ”jeg hedder” på fransk. Når man så møder en ny person, så starter man jo altid med at sige 'jeg hedder…', og her er det vigtigt, at man møder alle mennesker med åbenhed, uanset hvor de er fra," siger Yunus.

-fred.

FAKTA

  • Je M'Appelle er en del af Mind Your Own Business, der skaber udviklingsforløb for drenge fra udsatte boligområder i alderen 13 til 19 år.
  • Med iværksætteri som omdrejningspunkt samler Mind Your Own Business det sociale potentiale i erhvervslivet og civilsamfundet i en fælles indsats, der skal styrke drengenes faglige kompetencer, sociale relationer samt deres tilknytning til uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet.
  • Siden 2010 har Mind Your Own Business givet 513 drenge fra udsatte boligområder mulighed for at etablere 52 mikrovirksomheder i hele landet.
  • Organisationen støttes af Trygfonden, Bikubenfonden og Tuborgfondet.
  • Je M'Appelle-drengene mødes en gang om ugen i et par timer og har selv lavet aftaler med de partnere, der har ført til produktet.

Publiceret 24 May 2019 07:00