Wafande optrådte ved den store gallafest. Foto: Niels Christian Vilmann

Wafande optrådte ved den store gallafest. Foto: Niels Christian Vilmann

Børnene på Sjælsmark fik over 2.000 søde hilsner

Red Barnet Ungdom har overleveret over 2.000 opmuntrende hilsner til børnene på Sjælsmark ved en fest

”Send en hilsen til børnene på de danske asylcentre. Vis dem, at der er mennesker uden for asylcentrets mure, der tænker på dem og vil dem det godt,” sådan lød en opfordring til borgerne i Hørsholm fra Red Barnet Ungdom. Nu har organisationen overleveret over 2.000 hilsner til børnene på Sjælsmark.

Den 30. april skrev Ugebladet Hørsholm, at borgere i Hørsholm Kommune havde mulighed for at sende venlige hilsner til børnene på landets asylcentre. I alt 2.021 danskere har valgt at følge Red Barnet Ungdoms opfordring ved at sende en venlig hilsen på skrift eller video.

”Tonen i flygtningedebatten er i øjeblikket ret hård, og den bliver skærpet af folketingsvalget. Børnene på asylcentrene er uskyldige, og når de lytter med i medierne og på de sociale medier, så bliver de bange og kede af det. Derfor er det vigtigt, at så mange danskere viser dem, at de er velkomne, uanset hvor lang tid, de skal opholde sig i Danmark,” siger Astrid Engberg, konstitueret generalsekretær i Red Barnet Ungdom.

Gallafest på Sjælsmark

Under en gallaaften torsdag 9. maj afleverede Red Barnet Ungdom de mange venlige hilsner til børnene på Sjælsmark. Der blev tryllet for børnene, og der var fuld fart på dansegulvet til lyden af sangeren Wafande, der optrådte.

Der var fuld fart på dansegulvet. Foto: Niels Christian Vilmann

Der var fuld fart på dansegulvet. Foto: Niels Christian Vilmann

Red Barnet Ungdoms frivillige havde sørget for balloner og serpentiner i lange baner samt et farverigt udvalg af udklædningstøj. Hallens træribber var dekoreret med danskernes velkomsthilsner, hvor Red Barnet Ungdom havde oversat en del af dem til kurdisk og arabisk.

”Kære børn, jeg sender mine bedste tanker og ønsker jer velkommen i Danmark, som har brug for masser af dejlige unger som jer. Jeg ønsker jer det bedste for livet. Varme tanker fra en gammel kone,” stod der på en af de mange ophængte hilsner.

En projektor blæste desuden videobeskederne op på en af hallens vægge, og nogle af de skriftlige hilsner blev serveret for børnene sammen med vingummier og lakridser i slikposer.

Voldsomme hilsner

Selvom flertallet af beskederne, som Red Barnet Ungdom har modtaget via dets hjemmeside og facebookside, var positive, har organisationen også modtaget en del voldsomme og decideret racistiske hilsner fra danskere.

”Langt størstedelen af hilsnerne til børnene var rørende og varme, men vi har desværre været nødt til at sortere en del negative og racistiske hilsner fra. Det er trist, at der er voksne mennesker, som rent faktisk bruger tid og kræfter på at sende ubehagelige hilsner til børn,” siger Astrid Engberg.

Nogle af de positive hilsner, som børnene har modtaget, havde kendte danskere som afsendere. Skuespillerne Anne Marie Helger, Peter Mygind og Flemming Jensen havde alle sendt sjove og varme videohilsner til børnene og det samme havde sangeren Wafande.

Du kan stadig nå det

Det var Red Barnet Ungdoms frivillige, der normalt arrangerer børneklubber og udflugter for børnene på Sjælsmark, der overrakte de mange hilsner. Foruden på Sjælsmark har Red Barnet Ungdoms frivillige også overleveret de over 2.000 søde beskeder til børnene på Center Jelling, hvor børnene lavede plancher af de søde hilsner, og på Asylcenter Sandholm, hvor hilsnerne blev overleveret i oppustede balloner.

Borgere i Hørsholm Kommune kan dog stadig nå at sende en venlig besked til børnene på asylcentrene i Avnstrup, Sandvad, Hviding og Aaløkke. Der bliver hilsnerne nemlig først overleveret til børnene i midten af juni.

gs

Publiceret 25 May 2019 06:00