Rektor Claus Campeotto, risikerer at miste et årligt tilskud på 3,1 millioner kroner, hvis Socialdemokratiet får regeringsmagten efter valget. Arkivfoto: Peter Mailand

Claus Campeotto, rektor på NGG, risikerer at miste et årligt tilskud på 3,1 millioner kroner, hvis Socialdemokratiet vinder regeringsmagten, efter valget.

Milliontab:

Hørsholms privatskoler må til lommerne, hvis S får regeringsmagten

Socialdemokratiets forslag betyder, at NGG skæres 3,1 millioner årligt i tilskud, og RpR mister 1,9 millioner kroner

Af
Peter Mailand og Morten Timm

FORSLAG Får Mette Frederiksens vælgernes opbakning til at sætte sig i Statsministeriet, venter der privatskolerne i Hørsholm og omegn en stor økonomisk bet.

Socialdemokratiet vil nemlig skære i det offentlige tilskud til fri- og privatskoler - eller med andre ord sænke den såkaldte koblingsprocent fra 76 til 71 procent. Samlet set vil det betyde 365 millioner kroner mindre til privat og friskolerne årligt.

Lokalt vil Nordsjællands Grundskole og Gymnasium (NGG) miste 3,1 millioner kroner, når tilskudsnedsættelsen er slået fuldt igennem. Det ærgrer naturligvis rektor, Claus Campeotto.

"Det er da noget, som alle privatskoler ser med bekymring på, for det kan jo betyde, at de skal indskrænke friheden for forældrene," siger han og fortsætter:

"Vi mener jo, at vi løfter en stor opgave med et skoletilbud, som har nogle andre værdier og som er et andet tilbud, end det andre folkeskoler kan give. For mange forældre kan der være langt til et godt folkeskoletilbud i Nordsjælland," mener Claus Campeotto og finder det urimeligt, hvis forældrene skal have flere penge op af lommen.

"Det er et rigtig ærgerligt sted at spare, for folk, der vælger privatskoler, betaler jo i forvejen skolepenge," fastslår han.

Så meget skæres der

S-forslaget vil - ifølge en opgørelse fra Politiken Skoleliv - medføre, at tilskuddet til Rungsted Private Realskole skæres med 1.931.130 kr og Hørsholm Lille Skole med 568.860 kr. For Per Gyrum Skolen i Nivå betyder det et tab på 733.530 kroner, mens Humlebæk Lille Skole mister 556.884 kroner.

Forslaget begrunder formand Mette Frederiksen med, at tilskuddet til fri - og privatskoler er steget, imens det til folkeskolerne er faldet.

"Derfor vil vi gerne have tilskuddene ned på samme niveau som i 2011," udtaler Mette Frederiksen.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen forholder sig til, at Friskoleforeningen har meldt ud, at 240 friskoler vil gå i underksud, og at 100 skoler vil være lukningstruede.

Som skrædder i helvede

NGG-rektoren mener dog, at det er for usikkert at sige, hvad forslaget kommer til at betyde.

"Det er ærgerligt, hvis de vil skære på privatskolerne for at få folkeskolerne til at stå bedre. Hvis de vil drysse 350 millioner kroner udover folkeskolen, så rækker det jo som en skrædder i helvede," siger han og tilføjer:

"Det er svært at sige, hvilke konsekvenser det får. For en ting er at forholde sig til politiske udmeldinger inden et valg, noget andet er at forholde sig til ny lovgivning. Men lad os nu se hvad der sker," siger han.

Formand for Hørsholm Lille Skole, Søren Andersen, håber naturligvis ikke, at Mette Frederiksen kan skaffe et flertal.

"Vi må enten sætte gebyret op eller tære på vores beholdning, men heldigvis har vi en enorm elevtilgang og med ventelister til de fleste klasser. Vores driftsøkonomi er sund, og det kommer ikke til at gøre den store forskel, men da irriterende at have mindre at lave skole for," siger Søren Andersen og finder det komisk, når S-formanden selv har børn i privatskole.

Publiceret 26 May 2019 10:00