Niels Duckert købte tre af fire byggefelter i PH Park i marts. Sammen med EcoVillage skal han bygge ca. 300 boliger på den tidligere sygehusgrund.

Niels Duckert købte tre af fire byggefelter i PH Park i marts. Sammen med EcoVillage skal han bygge ca. 300 boliger på den tidligere sygehusgrund. Foto: Fred Jacobsen

Protester mod PH Park:

'Det bliver et fæstningsværk'

Mange naboer omkring PH Park forventes at møde op til mandagens kommunalbestyrelsesmøde

Af
Fred Jacobsen

Det er i dag, mandag, kommunalbestyrelsen skal beslutte at sende Lokalplan 170 (PH Park) i høring, som - ifølge sagsfremstillingen - derefter skal i offentlig høring i ti i stedet for otte uger, fordi der også lige kommer en sommerferie ind over.

Spørgsmålet er imidlertid, om den brede enighed, der hidtil har været blandt politikerne om projektet, står ved magt her kort før målstregen - eller om det voksende antal protester fra naboer omkring PH Park rykker på enigheden. Naboerne frygter især de høje tårnhuse på op til 6 etager, som optræder i alle de fire byggefelter, der er solgt til henholdsvis EcoVillage og ejendomsudvikler Niels Duckert.

"Dette skal ikke godkendes!"

Henrik Ludvigsen, der bor på Usserød Kongevej, har været i kontakt med naboerne omkring PH Park og opfordrer nu alle til at møde op til dagens kommunalbestyrelsesmøde for at stille en lang række spørgsmål til projektet.

"Dette skal ikke godkendes som en lokalplan. Projektet på sygehusgrunden skal rettes til. Vores udsigt bliver spoleret og vores hus bliver skyggelagt hele vinteren, for ikke at tale om indkig. Tårnene skal helt væk eller ind på midten. Højeste bygninger ud mod Højmosen, Kongevejen og Bolbrovej skal matche allerede eksisterende bygninger i højden. Projektet er blevet til et fæstningsværk," skriver Henrik Ludvigsen blandt andet i et brev til samtlige kommunalbestyrelsesmedlemmer.

Henrik Ludvigsen og naboer - blandt andet beboerne i grundejerforeningen Hørsholm Gårdhuse, som tidligere har protesteret mod de høje huse i PH Park, frygter, at høringsperioden efter mandagens kommunalbestyrelsesmøde bliver en 'skueproces', fordi der rent faktisk ikke er så meget, der kan ændres.

Om der kan det, svarer direktør for by- og ejendomsudvikling, miljø og teknik, Ole Stilling, med et "ja og nej" på, da Ugebladet spørger.

Vores udsigt bliver spoleret og vores hus bliver skyggelagt hele vinteren

"Kommunalbestyrelsen kan naturligvis beslutte, at byggeriet kun skal være op til fire etager. Og kan komme i det dilemma, at der skal et nyt udbud til, hvis ændringerne er væsentlige," uddyber Ole Stilling.

Med åben pande

Vil det sige, at I har været for specifikke i udbuddet?

"Der har været en lang og god proces og det her er resultatet, når man definerer en vare præcist. Det er en bevidst beslutning, alle er gået ind i med åben pande," påpeger direktøren.

Han mener, at der kan gøres noget ved eksempelvis indbliksgenerne ved at regulere i terrænnet eller placere bygningerne på en bestemt måde. Men skal der ske væsentlige ændringer, skal der et nyt udbud til.

Det forventer borgmester Morten Slotved dog ikke kommer til at ske.

Stærkt sammenhold

"Der har været en meget bred politisk enighed om udviklingsplanen og et meget stærkt sammenhold, og vi har haft en stærk dialog om det," siger han til Ugebladet og oplyser, at han ikke er bekymret.

"Der har været meget klare udmeldinger om, at det er det her, vi vil. Nu kommer den i høring, og så er det jo nu, naboerne skal komme med deres indsigelser. Det er en proces, jeg glæder mig til," tilføjer Morten Slotved og henviser til, at projektet allerede er rettet til mange steder.

FAKTA

  • Februar 2018: De fire byggefelter blev sendt i udbud
  • Maj 2018: Da der kun kom et enkelt bud, blev det besluttet at sende et nyt udbud ud i september
  • September 2018: Kommunen indgår en betinget købsaftale med EccoVillage med Svanen som investor og Vandkunsten som arkitekt for byggefelt 2, der omfatter 70 boliger, der skal stå klar i 2021
  • Oktober 2018: De resterende tre byggefelter sendes i udbud med frist 29. januar
  • I marts 2019 blev de sidste tre byggefelter solgt til Niels Duckert, så der i alt kommer ca. 300 boliger
  • I budgettet er der afsat 10 millioner kroner til at forberede sygehusgrunden til byggeriet og anlæg af park med sø
  • Der er budgetteret med 46 millioner kr. til anlæg af parken, boligerne skal ligge omkring

Uddrag af udviklingsplanen:

  • Bebyggelsen består af fire tætte klynger i landskabet
  • Klyngernes placering i sølandskabet tilbyder en variation i de korte og de lange visuelle forbindelser og skaber et livligt, varieret og oplevelsesrig område
  • Hver klynge skal bestå af en varieret sammensætning af boligtyper: Rækkehuse, etagehuse og punkthuse
  • Rækkehusene er i 2-3 etager, etagehusene er i 4 etager og punkthusene er i 5-6 etager
  • Bebyggelsen i 2-6 etager giver en god visuel forbindelse mellem bolig, gårdrum og park

Se udviklingsplanen her.

Publiceret 27 May 2019 06:00