Hans M. Janus modtager Rotarys PHF medalje med to safirer af Susanne Gram-Hanssen.

Hans M. Janus modtager Rotarys PHF medalje med to safirer af Susanne Gram-Hanssen.

Hørsholm støtter legepladser i Grønland

Tre bygder i den sydgrønlandske Kujalleq Kommune får nu legepladser med hjælp fra Hørsholm Rotary Klub

Med hjælp fra Hørsholm bliver det snart lidt sjovere at være barn i den sydgrønlandske Kujaleleq Kommune. Hørsholm Rotary Klub har sammen med klubberne i Helsingør, Espergærde-Humlebæk, Høje Taastrup og Nuuk arbejdet på at skaffe penge til at etablere legepladser, og efter støtte fra Rotary Danmarks hjælpefond er der nu 171.000 kr. til dette formål.

Legepladserne etableres mellem juli og september i de tre bygder Aappilattoq med ca. 160 indbyggere, Narsaq Kujalleq (Gl. Frederiksdal), der har knapt 100 indbyggere, og Eqalugaasuit med ca. 140 indbyggere. Kujalleq Kommune har indvilget i at stå for den fremtidige vedligeholdelse.

”Det er dejligt at se, at et helt specifikt ønske til glæde for en del af Grønlands børn gennem en fælles indsats igen bliver til virkelighed. Det understreger Rotarys evne til at føre projekter ud i livet til glæde for andre," udtaler Hans M. Janus, medlem af Hørsholm Rotary Klub og formand for legepladsprojektets arbejdsgruppe.

Det er sådanne legepladser flere grønlandske børn kan glæde sig til.

Det er sådanne legepladser flere grønlandske børn kan glæde sig til.

”Vi håber, at det kan lade sig gøre at etablere endnu flere legepladser i Grønland.”

Medalje for indsats

Ved et møde 13. maj overrakte distriktsguvernør Susanne Gram-Hanssen Rotarys PHF medalje med to safirer til Hans M. Janus som anerkendelse for en stor indsats omkring legepladsprojektet. PHF står for Paul Harris Fellow, og medaljen gives til ildsjæle, der har ydet en ekstraordinær indsats.

Det er ikke første gang, Hørsholm Rotary Klub deltager i et sådant projekt – billedet fra Niaqornaarsuuk viser en tidligere etableret legeplads.

CV

Publiceret 14 June 2019 15:15