Sådan så det visitkort ud, som Armani-manden afleverede til en 73-årig mand fra Birkerød, som han for nylig snød ved at sælge seks falske Armani-jakkesæt for 3.000 kroner.

Sådan så det visitkort ud, som Armani-manden afleverede til en 73-årig mand fra Birkerød, som han for nylig snød ved at sælge seks falske Armani-jakkesæt for 3.000 kroner.

Gik hårdt til Armani-mand og sendte ham på flugt

Rungstedborger gennemskuede den italiensktalende Armani-mand, der snyder folk ved at sælge 'falske' jakkesæt

Af
Morten Timm

En 82-årig mand fra Rungsted kunne have været den såkaldte Armani-mands næste offer, men han lod sig ikke narre, da han i mandags på parkeringspladsen bag Rema 1000 på Usserød Kongvej blev kontaktet af en ung italiensktalende mand.

'Italieneren' påstod, at han var på vej til lufthavnen og ville sælge ud af sin nye tøjkollektion af meget kostbare Armani-jakkesæt til en meget billig pris.

"Han spurgte om jeg talte italiensk og da jeg bekræftede indledte han med sin standardforklaring om, at han var på vej til lufthavnen. Da jeg sagde til ham, at det ikke var sandt, at jeg ikke ønskede at købe noget af ham og at jeg i øvrigt betvivlede, at han var italiener, påstod han, at han var fra Milano, men kørte hastigt væk fra parkeringspladsen," fortæller den 82-årige Rungstedborger til Ugebladet.

Tog nummerpladen

Han ønsker at være anonym, men vil gerne dele sin oplevelse for at advare andre.

Ifølge den 82-årige var Armani-manden kørende i en mellemgrå SUV-bil, formentlig en Mazda, og med registreringsnummeret CJ 12 825.

Flere er blevet snydt af Armani-manden ved at købe jakkesæt, som påstås at være af det dyre mærke Armani, men ved nærmere øjesyn er af meget ringe kvalitet og slet ikke pengene værd.

Publiceret 20 June 2019 14:30