De nordsjællandske borgmestre langs Kystbanen prøver at få et møde i stand med den ny trafikminister.

De nordsjællandske borgmestre langs Kystbanen prøver at få et møde i stand med den ny trafikminister. Arkivfoto: Peter Dahlerup

Kystbaneborgmestre vil møde ny minister

Færre tog på mindre stationer driver passagerer væk fra den kollektive trafik, hedder det i et brev fra seks nordsjællandske borgmestre plus formanden for Region Hovedstaden

Af
Fred Jacobsen

KYSTBANE Eks-trafikminister Ole Birk Olesen (LA) ville i foråret ikke mødes med seks kystbane-borgmestre om forbedring af Kystbanen. Borgmestrene i Hørsholm, Fredensborg, Helsingør, Rudersdal, Lyngby-Taarbæk, Gentoft og formanden for Region Hovedstaden prøver nu igen at få et møde i stand med den nye ansvarlige minister. Blandt andet har kommunalbestyrelsen i Hørsholm vedtaget at sende et brev til ministeren, som i mellemtiden hedder Benny Engelbrecht og er socialdemokrat.

Borgmestrene mener blandt andet

  • at der fortsat er behov for at se på investeringerne i en af landets vigtigste jernbaner
  • at "regulariteten skal forbedres uden at det skal være på bekostning af komfort, længere rejsetid, færre tog mm. Det gælder både på den korte og den lange bane"
  • at der skal være direkte tog til København."Det er ikke rimeligt, at Nordsjællands borgere ikke har direkte forbindelse til landets hovedlufthavn, mens svenskerne faktisk bibeholder en direkte adgang til Københavns Lufthavn"
  • at "antallet af tog på de mindst benyttede stationer" bliver "en kæmpe forringelse, som kan drive passagerer væk fra den kollektive trafik"
  • at der "intet alternativ" er til Kystbanen, "da Helsingørmotorvejen i forvejen er tæt pakket med biler".

De seks borgmestre plus formanden for Region Hovedstaden forholder sig i brevet desuden af en en analyse af muligheden for at køre Kystbanen isoleret til enten København H eller Østerport med S-togslignende materiel.

Her mener kystbaneborgmestrene, at det vil være relevant at undersøge mulighederne for at lade disse tog vende i Kastrup i stedet for Østerport og København H, så man "opnår muligheden for, at der kan køre direkte tog til lufthavnen. Og de mener også, kommunerne og regionen bør inddrages i analysearbejdet og at den i øvrigt er en statslig opgave.

Den tidligere trafikminister havde det standpunkt, at kommunerne og regionen skulle være med til at finansiere S-togsanalysen.

Endelig opfordrer de trafikministeren til at indkalde til møde, hvor kommunernes og regionens bidrag til et kommissorium drøftes.

Publiceret 11 July 2019 10:02