Deltagerne blev rystet godt sammen på ferien, og mange udvekslede telefonnumere for at holde kontakten. Privatfoto

Deltagerne blev rystet godt sammen på ferien, og mange udvekslede telefonnumere for at holde kontakten. Privatfoto

Uforglemmelig ferie for udsatte børn

Otte familier kom på ferie med hjælp fra Kokkedal på Vej

Af
Pia Haabegaard

Det er desværre ikke alle børn og unge i Kokkedal, der oplever at komme på sommerferie med mor og far. I de socialt udsatte områder er økonomien ofte meget lille, og så ryger ferien som det første.

Men det har en flok ildsjæle heldigvis rådet bod på. Den boligsociale indsats Kokkedal på Vej kunne denne sommer for andet år i træk arrangere feriekoloni for otte familier, og turen gik denne gang til Axelhus i Hesselager på Fyn.

H.C. Andersen Museum

Og det blev ifølge familiekoordinator Gül Aydin fra Kokkedal på Vej en fantastisk ferie for både børn og voksne.

"Vi har besøgt H.C. Andersens Museum, og det havde børnene glædet sig rigtig meget til, fordi de lige har haft H.C. Andersen i deres temauge og har spillet mange af hans eventyr i skolen. Det var rigtig spændende, og vi havde en dygtig guide, der fangede alles opmærksomhed", fortæller Gül Aydin.

Krabbejagt i Lundborg. Privatfoto

Krabbejagt i Lundborg. Privatfoto

Krabbejagt

Holdet var også i Lundeborg et par gange, hvor der blev spist frokost i den lokale fiskerestaurant. Børnene badede og fangede krabber, teenagerne købte smykker og de voksne købte håndlavede souvenirs.

Familierne kom meget tæt på hinanden og udvekslede telefonnumre for at holde kontakten

Gül Aydin fortæller, at der var deltagere med mange forskellige etniske baggrunde - Island, Uganda, Kina, Gambia og Tyrkiet var repræsenteret, men størstedelen kom fra Danmark. Aldersmæssigt var også en stor spredning.

Nye venner

"Mange af familierne kendte ikke hinanden i forvejen, selv om de alle bor i Kokkedal. Både børn og voksne har lavet mad sammen hele ugen, snakket sammen, spillet og leget.

Familierne kom meget tæt på hinanden og udvekslede telefonnumre for at holde kontakten", fortæller Gül Aydin, der betegner feriekolonien som en fantastisk uforglemmelig oplevelse for både familierne og børnene.

Allerede på vej begyndte deltagerne at snakke om næste års ferie, så nu vil Gül Aydin gøre alt for skaffe midler til endnu en feriekoloni i 2020.

Publiceret 23 July 2019 07:00